Hvordan vores barndom påvirker vores forældreskab

Oplevede du som barn, at der var plads til dig – sådan rigtig plads til hele dig uanset hvilke følelser og behov du gav udtryk for? At dine forældre var nysgerrige på, hvem du var, fremfor at have en forventninger til, hvordan og hvem du skulle være?

De fleste af os har på tidspunkter i vores barndom oplevet ikke at føle os set eller hørt. Det skaber nogle handlemønstre i os, som vi tager med videre ind i voksenlivet og i vores forældreskab. Det kan ikke undgås. Men det kan alligevel være gavnligt at være bevidst om, hvilke mønstre vi har taget med os videre, da det kan hjælpe os med at forstå, hvorfor vi nogle gange kan komme til at handle uhensigtsmæssigt over for vores børn.

At lukke ned for sig selv

Ser vi på barnet med evolutionære briller, så afhænger dets overlevelse, sikkerhed og tryghed af sine forældre.

Det kommer til udtryk via barnets og forældrenes tilknytningssystem – et biologisk udviklet system forankret i hjernen og i vores nervesystem. Tilknytningssystemet hjælper med at danne et psykologisk bånd mellem barn og forældre, og systemet organiserer vores adfærd på en måde, der øger vores chance som barn for at overleve.

Det betyder, at barnet er klar til at gå rigtig langt for at bevare kontakten eller det psykologske bånd til sine forældre. Når man som barn mærker, at der ikke er plads til bestemte sider af sig selv, eller at bestemte følelser ikke bliver tolereret eller rummet, har barnet en tendens til at lukke ned for de sider af sig selv.

Når vrede ikke bliver accepteret

Hvis et barn vokser op i en familie, hvor vrede ikke bliver accepteret, er der stor sandsynlighed for, at barnet vil lukke ned for en sådan følelse eller måske benytte sig af andre startegier for at bevare båndet til sine forældre. Som voksen vil denne overlevelsesstrategi stadig være domminerende - måske det kan være svært at mærke vreden og dermed at kunne benytte sig af den som et pejlemærke, når noget i ens liv skal være anderledes. Eller måske man i sit parforhold ”flygter” fremfor at tage samtalen, når følelsen af vrede dukker op. Begge måder at håndtere vrede på har givet rigtig god mening i barndommen, da det har hjulpet barnet til at klare situationer, hvor der ikke var plads til de svære følelser.

Men i voksenlivet giver overlevelsesmekanismerne fra barndommen ikke længere mening, og de kan skabe uhensigtsmæssige handlemønstre, som kan give udfordringer i parforhold, relationer og ikke mindst i forældreskabet.

Svært ved at vise sårbarhed

På samme måde kan man som barn vokse op i en familie, hvor det at være ked af det bliver ignoreret, set ned på eller negligeret. Her kan barnet danne sig en overlevelsesstrategi, der kommer til udtryk ved, at det kan være svært at vise sårbarhed (sårbarheden kan i stedet komme til udtryk som f.eks. vrede), eller det kan føles svært at række ud efter hjælp. Begge er handlemønstre, som hvis man ikke er bevidst om det, bliver taget med ind i voksenlivet.

Udfordringer med at rumme vores børns svære følelser

Ovenstående eksempler på overlevelsesmekanismer som bliver dannet i vores barndom, og som vi tager med os ind i voksenlivet, kommer i sær til udtryk i vores forældreskab. Er vi som barn ikke blevet rummet for vores svære følelser eller bestemte sider af os selv, kan det være rigtig svært for os at rumme vores børns følelser og forskellige sider. Det bliver derfor let at komme til at reagere uhensigtsmæssigt, når vores børn f.eks. oplever et vredesudbrud.

Hvis vi ikke er bevidste om vores egne mønstre, kan vi let komme til at lukke ned for følelsen i vores børn på samme måde, som vi selv har oplevet det. Det kan komme til udtryk ved, at vi håndterer et vredesudbrud hos vores børn ved selv at blive vrede for at få det til at stoppe, vi kan ignorere det eller vi kan gå vores vej.

Det kan virke næsten umuligt for os at acceptere vores børns svære følelser, at være der for dem, lytte til dem og hjælpe dem med at finde ro, når vi ikke selv har fået den omsorg som for barn.

For at ændre på et uhensigtsmæssigt handlemønster fra barndommen og blive i stand til at rumme alle aspekter af vores børn, er det første skridt at få kortlagt vores overlevelsesmekanismer og blive klar over, hvornår i hverdagen de træder frem. Når det er gjort, bliver det muligt at tage hånd om os selv, når vi møder følelser eller sider af vores børn, som vi føler ubehag ved, hvorefter vi kan begynde at øve nye og mere hensigtsmæssige reaktionsmønstre, som giver vores børn den omsorg, de fortjener.