Sorg

Jeg har læst et citat et sted, hvor der står at sorgen er den største kærlighedsgave vi har. Det giver mening for mig.
Et andet sted har en klog mand skrevet, at der kun findes to slags hjerter her i verden. De tomme hjerter og de knuste hjerter.
De tomme hjerter bor i dem, som har turdet elske, har oplevet at miste og som har opgivet modet til at elske videre ovenpå sorgen. Prisen for opgivelsen af kærlighed er lidelse, meningsløshed, ensomhed og tomhed.
Anderledes er det med de knuste hjerter, som bor i de mennesker der har turdet elske, har oplevet at miste, tør mærke sorgen og som vælger at turde elske videre vel vidende, at alle dem vi elsker har vi til låns. At elske videre af et helende og nogle gange knust hjerte er ikke altid det nemmeste. Men vi kommer længst og mest helskindet igennem ved at vælge at levet livet på livets (barske) vilkår, og når vi accepterer, at vi har tiden til låns, vores kroppe til låns, vores familier og venner til låns - så længe som muligt. Når vi accepterer, at tab er indlejret i alle relationer, er det eneste vi kan gøre at fylde sekund efter sekund med det bedste og inderligste vi har til andre mennesker, vores kærlighed og vilje til det gode.
Jeg er ikke selv sådan en der bare passivt accepterer døden. Jeg kæmper imod, stritter imod, slår og sparker rasende til alt der bare lugter af adskillelse. Jeg hader død og tab. Er virkelig utilfreds med at livet er skruet sammen sådan. Men på et dybere plan kan jeg mærke, at det er sådan det er. Det er ikke op til mig at bestemme at død ikke findes. At jeg skal miste. At jeg vil blive revet midt over af smerte og savn. Men jeg kan øve mig hver dag på at være et elskende knust hjerte. Det har jeg magt til. Og kun det.
Kærlig hilsen Rikke