Ser du frem til ferien med glæde eller bekymring?

Skrevet d. 28-6-2016 15:00:30 af Ida Tangsgaard Jensen - Psykoterapeut, Sandplayterapeut, Mindfulness instruktør, Stressterapeut

Ser du frem til ferien med glæde eller bekymring?

Ferien står for døren og der kan være mange forskellige følelser forbundet med hermed.

Jeg husker tilbage på første gang min mand og jeg skulle afsted 14 dage til Californien uden børn.

Jeg var meget bekymret for, hvordan det skulle gå, fordi vi nu pludselig skulle gå op og ned af hinanden i 14 dage, hvor vi kun havde hinanden. Kunne vi overhovedet finde ud af det. Havde vi noget at snakke om, når børnene ikke var med osv.

Måske er dine bekymringer nogle helt andre, f.eks.
  • Hvordan skal det gå, når du har delebørn med for første gang?
  • Bekymringer omkring hvordan bilturen til Frankrig vil gå.
  • Vil din ægtefælle nu også holde fri, eller har vedkommende telefon og computeren åben?
  • Du skal have svigermor med, kan I holde hinanden ud?

 

Hvad skal der til for at det bliver en god ferie?

Det er ikke let at få alt med i et nyhedsbrev. Der er rigtig mange ting, du kan gøre for at få en god ferie.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan du undgår stress i ferien, og sidste år sidste år skrev jeg om, hvordan du undgår konflikter i sommerferien.

I år vil jeg tage en lidt anden vinkel, nemlig hvordan du kan begynde at arbejde med dine tanker og indre forestillinger omkring det af få en god ferie.
 

Det du fokusere på er, det som bliver din virkelighed

3 ting som du kan fokusere på, som kan hjælpe dig til en bedre ferie.
  1. Tænk over hvilke positive ting, du gerne vil have, der sker på din ferie
  2. Begynd allerede nu, at lave en indre film om det, du gerne vil have skal ske
  3. Brug ferien til hver dag at gøre en ting, som er godt for dig selv

Ad 1:
Når du begynder at tænke over, hvilke positive ting, du gerne vil have der skal ske i din ferie, vil dine følelser begynde at ændre sig. Bekymringstanker giver mere uro inden i, mens positive tanker, giver positive følelser.

Ad 2:
Inden du ligger dig til at sove om aftenen, så begynd at lave en indre film om alle de positive ting, du gerne vil der skal ske.

Det kan f.eks. være, hvordan i som familie oplever glæde og nærvær sammen. Det kan også være hvordan turen til Frankrig går fint, fordi I synger på vejen, eller andet. Du kan også forestille dig, hvordan din ægtefælle slapper af og I hygger jer sammen.

Din hjerne kan ikke kende forskel på det, som den forestiller sig og det som sker. Så når du begynder at forestille dig alle de positive ting, du gerne vil have, har din hjerne allerede oplevet det en gang, og den er i træning til, det kan ske igen.

(Dine bekymringstanker virker desværre på samme måde, så derfor kan det godt betale sig at gøre en indsats for at forestille dig det positive)

Ad 3:
Måske synes du, at du er egoistisk, hvis du hver dag gør en ting, som er godt kun for dig.

I virkeligheden er det her du fylder dig selv, med energi, ligesom når du kommer benzin på bilen.

Hvis du har overskud og er fyldt med energi, så har du langt mere overskud til, at tage dig af resten af familien og gøre noget godt for dem.

Det kan være, du skal have et kvarter hver dag, som kun er dit, hvor der er plads til at lave ingenting, læse en bog, gå en tur, eller lige hvad du har lyst til.

Der skal selvfølgelig også være plads til, at din ægtefælle får sit eget kvarter.


Det er som det er

Selv om du tænker positivt og laver positive forestillinger, kan der ske uventede hændelser. Så kan du måske have glæde af ovenstående sætning: Det er som det er.

Det som frustrere allermest er, når du gerne vil have at tingene, er anderledes end de reelt er. Her kan det være fint at sige pyt, og det er som det er.

Det betyder ikke, du skal acceptere i længden, hvordan det er. Men du kan først begynde at ændre på tingene, når du har givet accept af, hvordan det er.

Brug tiden inden ferien og ferien til at eksperimentere med ovenstående og husk der skal træning til hver gang, du skal lære noget nyt.

Jeg ønsker dig og din familie en rigtig god sommer.

Læs mere om: Stress Sundhed

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.