Sådan finder du tilbage til indre ro og fred

Skrevet d. 18-12-2019 12:03:55 af Maria Holm - Psykoterapeut MPF, ID psykoterapeut, Stresscoach, Mindfulness instruktør, MBSR mindfulness instruktør

Når vi forsøger at løbe væk eller ignorere vores følelser af uro, stress og ubehag, skaber vi faktisk mere smerte, fordi vi glemmer at stoppe helt op og møde os selv med fuld accept og nænsomhed.

Åh! Det er SÅ meget en dårlig vane, jeg kender den og har oplevet den mange gange.

Det sker når jeg mærker indre uro, rastløshed og stress og forsøger at dulme ubehaget på forskellige måder, i håb om det vil gå væk og jeg kan fokusere på noget andet. Men jeg har opdaget det ikke virker på den lange bane. Jeg kan gøre noget andet der er langt bedre for min trivsel og følelse af frihed og glæde.

Du kender det måske også? Når du mærker ubehag eller uro i kroppen, så vækker det en følelse af rastløshed eller du føler dig som en hjemløs der ikke kan finde skjul eller beskyttelse noget sted. På en måde som om du er faret vild.


Flugtstrategier

Så tænder du måske for fjernsynet, går på de sociale medier, kigger i køleskabet efter et eller andet godt at spise eller drikke som kan dulme for en stund. Eller måske benytter du dig af andre strategier, for at komme væk fra ubehaget eller rastløsheden.

Men på den lange bane, fører det ingen vegne hen. Det dulmer for en stund, men følelserne er der stadig gemt i baggrunden, indtil de en anden dag kommer op til overfladen påny. Vi gør det samme igen og igen, for at komme væk fra, eller lukke ned, for uroen og vores følelser.


Det er ikke det du har brug for

Hver gang du lukker ned eller forsøger at fjerne ubehaget, gør du faktisk en forkert handling mod dig selv. For det er dybest set ikke det du har brug for. I stedet for at vende dig bort fra dig selv, og dine følelser, kan du begynde at møde dem med nysgerrighed og nænsomhed.

De følelser du mærker, kan handle om frygten for ikke at være god nok, for at blive afvist, miste kontrollen, ikke at kunne klare det, at føle dig hjælpeløs, skamfuld etc.

Lad mig komme med et eksempel…. hvis du har børn og de bliver kede af det eller bange, skubber du dem jo ikke væk eller ignorerer dem. Nej, så tager du dem selvfølgelig ind til dig, trøster og giver omsorg. Du siger måske noget i retning af, -”så, så lille skat, det skal nok gå. Jeg er her for dig!”

Men vi glemmer det ofte i forhold til os selv, når vi føler os ængstelige, kede af det eller urolige. Det er nemmere at give omsorg til andre, end til sig selv! Og hvorfor egentlig? – fordi du grundlæggende ikke synes du fortjener det og fordi det er en dårlig vane at tro, du kun får succes eller er god nok, hvis du svinger pisken over dig selv.


En ny begyndelse

Begynd i stedet for at møde dine følelser et andet sted fra, hvor du har indføling og medfølelse med dig selv. Hvor du fra det mest kærlige og bløde sted i dig, kan begynde at møde ubehaget. Give de ubehagelig følelser plads, så du kan rumme dem og holde dem i dit indre, i en varm indre omfavnelse. Du vil da opdage, at det som føltes tungt og knugende indeni forvandles til ro, lethed og klarhed.


Det store dilemma

Så hvorfor er det så så svært at sadle om og gøre noget andet end du plejer? For dybest set ved du godt, det ikke gavner hverken dig eller dine nærmeste, når du ignorerer dine følelser og skubber dig selv væk?

Det handler om flere ting……..for det første skal du være nået dertil, hvor du er godt og grundig træt af, at det er dine følelser der styrer dit liv. Du kan se hvordan det påvirker din trivsel i en negativ retning. Du kan mærke en længsel efter f.eks. mere frihed, lethed og nærvær. Du er ved at være parat til at begynde at tage ansvar for hvordan du i virkeligheden har det.

Og du skal opdage, – indefra – hvad der virker for dig. Hvordan du bedst muligt kan skabe en god energi og et godt klima indeni dig, i hele dit væsen.


Der er håb forude når du beslutter dig

Måske fornemmer du, det vil være godt at begynde at praktisere mindfulness og yoga som en vej til mere livsglæde og overskud. Eller måske har du allerede prøvet det på egen krop og sind og ønsker det skal være en mere fast del af din hverdag?

Een ting er hvordan man starter, men hvordan får du det integreret i din hverdag, så det ikke bare bliver en døgnflue, men en daglig og naturlig måde at opbygge og vedligeholde din mentale sundhed, så du bliver bedre til at finde indre ro, klarhed og retning i livet.

Det kan være svært at ændre vane og det kræver vedholdenhed. Især hvis du forsøger at starte op alene, og med den intention du gerne vil praktisere det hver dag eller flere gange om ugen. Du kan hurtigt miste gejsten og motivationen.

Derudover bliver vi dagligt stimuleret med ”støj” og synsindtryk via det offentlige rum, reklamebranchen og de sociale medier. Om at vi skal præstere hele tiden, leve og se ud på en bestemt måde, for at få succes og anerkendelse. Der ligger en stort pres i det ”kollektive felt” og det kan være svært og frygtsomt at stå af ”ræset” og bevidst vælge sin egen unikke vej at være til i livet på.

Læs mere om: Stress

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.