Udskyder du også ting, som er vigtige for dig?

Skrevet d. 24-9-2017 20:02:32 af Emilie Assentoft - Psykolog

Udskyder du også ting, som er vigtige for dig?

Ofte udskyder vi opgaver, situationer eller relationer, som er vigtige for os. Eller bruger tid på en masse, som ikke betyder så meget for os og vores følelse af tilfredshed. Det skal der også være plads til, men vi bliver stressede, rastløse, deprimerede og energiforladte, hvis vi gør det for meget. Vi gør det ofte i en god tro, og det kan umiddelbart synes som en god idé at udskyde eller bruge tid på al muligt andet. Men ofte vil det forfølge os – ind til vi har gjort noget ved det. Det der, vi inderst inde godt ved føles rigtigt. Er vigtigt at få gjort for, at vi kan komme videre. Tættere på noget.

Enten på den ene eller anden måde. Det jagter os måske i vores drømme. I vores tanker og krop. Og bagefter vil det give os den der dybere-følte lettelse og træthed, som måske har været undervejs i et stykke tid. Fordi man ikke har haft lyst til at kigge på det. Set den anden vej. Gjort alt muligt andet. Eller ladet være med at gøre noget.


Det er menneskeligt at kigge den anden vej

Der er mange gode grunde til at vi ser den anden vej. Undlader at lytte til os selv og det, vi mærker. Det kan skyldes idéer, forventninger og overbevisninger, der holder os tilbage. Sammenligninger, der i stedet for at inspirere os, får os ned med nakken, og efterlader os med følelser af værdi-håb-mod-løshed. Og forhindrer os i at gøre dét, som egentligt føles vigtigt og rigtigt for os.

Jeg har snakket om disse overbevisninger tidligere, men jeg får lyst til at nævne dem igen. Det kan være overbevisninger som,

’Det kommer til at gå galt’

’Andre kommer til at dømme det negativt’

’Hvis det ikke er perfekt, så kan jeg lige så godt lade være’

’Han eller han er meget bedre’

’Jeg kan ikke’

Hvis vi tror fuldt ud på disse overbevisninger, og lader dem styre os, kan det føles som en spændetrøje, der ikke giver plads til frihed og at trække vejret.


Men hvad nu hvis vi kan vende suppen til værdi, håb og mod?

Hvad kan vi gøre for at løsne spændetrøjen? Trænge igennem det, som kan føles som en ufattelig tung mur. Nærmest uigennemtrængelig. Kvalmende og angstfremprovokerende.

Jeg vil komme med nogle forslag til, hvordan man kan trænge igennem muren. Og hvis du har andre, så stol på, at disse også er rigtige.

  1. Tænk over om der er noget, du har tænkt på et stykke tid, uden at have fået gjort det? Noget du længes efter?

  2. Hvad fortæller du dig selv om det?

  3. Hvad har du gjort dig af erfaringer ift. at få gjort ting, som er vigtige for dig?

  4. Giv slip på fortællinger som absolutte sandheder, og på at der er én sandhed om, hvordan man gør tingene.

  5. Kast urealistiske forventninger og sammenligninger ud af vinduet. Der er aldrig nogen eller noget, som bliver perfekt. Det eneste vi kan, er at gøre vores bedste.

  6. Forbind dig samtidigt med, hvorfor det lige præcis er vigtigt for dig at gøre det? Koncentrer dig om det, og ikke så meget om, hvad der er vigtigt for andre.

  7. Prøv dig frem og få det ud af verden. Uden at bruge for lidt eller for meget tid. Tag dig selv seriøst uden, at det bliver for vigtigt. Lige meget hvad, du gør, så har vores valg aldrig så store konsekvenser, som vi forestiller os.

  8. Er der en person, et dyr eller en fiktiv figur, som kan hjælpe dig igennem? Og er der noget særligt, den/han/hun skal sige til dig?

Du kan også lytte til mine guidede meditationer, på min hjemmeside, der også kan hjælpe dig med at gå i retning af dét, som er vigtigt for dig.

Af hjertet, god fornøjelse.

Jeg tror på dig. 

Emilie

Psykolog og stifter af FRIHEDiSIND

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.