Tanker Tanker Tanker

Skrevet d. 24-8-2021 10:57:33 af Ghita Grønne - Børn og unge coach, Psykoterapeut, Familieterapeut/-rådgiver, Parterapeut

Der er så mange tanker i de unge hoveder. De kommer farende ind og kører rundt og kører ud igen og vender om og kører en runde mere og kører så ud igen. For igen at komme farende og køre rundt. -og hvordan kan man leve et liv og være velfungerende, når al ens opmærksomhed handler om at bekæmpe tankerne? Det er det helt store spørgsmål, for rigtigt mange. Ikke kun unge. Det er meget velkendt, at en stor portion af de tanker vi tænker, er gengangere. Altså tanker, der kommer igen og igen og hele tiden fortæller os den samme historie. Nogle gange udvikler de sig, og bliver større og ”farligere” og andre gange, tager de fart og hiver andre kendte tanker med sig i strømmen. Alt kan lade sig gøre, når det er tankerne der bestemmer. For mig at se, så kan vi dele tankerne op i 2 grupper. De ”frivillige” og dem vi skal arbejde for. De ”frivillige” handler sjældent om noget godt og de positive og gode tanker skal fremelskes og arbejdes frem. De ”frivillige” tanker vil os grundlæggende ikke noget godt og gør alt hvad de kan, for at få kontrollen over os. Når de først fornemmer en vis slaphed i forsøget på at lægge dem ned, så skruer de op for styrken og tempoet, for i sidste ende at få fat omkring os. Uden at vi mærker det, bliver vi tiltrukket af den melankoli og historie der er i dem og søger mere og mere ind i det univers, og i sidste ende, bliver det et fast holdepunkt og en slags tryghed, at tænke svære, triste og negative tanker. Også selvom vi med vores fornuft godt ved, at det ikke er godt for os at dvæle ved det negative. Det betyder, at tankerne nu har godt og grundigt fat i vores opmærksomhed og nu begynder arbejdet med at få os til at holde fast i dem og begynde at tro på dem. Tankerne bliver vores virkelighed. Jeg ser på tankerne som en film, der kører udenfor mig. Godt nok i mit hoved, men ikke i den del af mit hoved, hvor jeg er med. Altså lidt udenfor mit hoved! Det er film, jeg kan kigge på og gå ind og ud af, bevidst. For det er nemlig meget vigtigt for mig at være bevidst om, vide, hvornår jeg vælger at gå med en tanke og hvornår jeg stopper op, og lader den flyde. Når tankerne er blevet os, er det vigtigt at gå i gang med at få skilt tingene ad igen. ”Jeg er ikke mine tanker” Se det som et filter, der lægger sig over dig. Hver gang du tænker på noget, så kommer det negative filter ind over, og prøver dig af. Prøver dig af, for at se, om du er til at rokke i den negative retning. Prøver at se, om du er til at overmande. Som de grafiske streger på et maleri, der i sidste ende, bliver det, øjet søger efter i stedet for at kigge på det bagvedliggende, som måske vejer langt tungere. For at genfinde roen og kontrollen over dine tanker, kan du med fordel gå i dialog med dem. Snak med dem inde i dit hoved, og læg en plan for, hvor meget og hvad du vil tænke. Beslut dig for at sige nej tak til de tanker, der hiver dig i den forkerte retning, og som du godt er klar over, føles godt, men ikke gavner dig. Sig ”Nej, jeg vil ikke tænke videre på dette. Gå væk” og erstat den med en anden tanke, som gør dig godt. Det kan virke kunstigt i starten, men det hjælper. Jo flere gange det lykkes for dig at få en tanke væk, jo nemmere bliver det. Du får nemmere ved at opdage det i god tid og sige nej og tankerne finder ud af, at du ikke mere er så let et offer. Det virker. Det svære her, oplever jeg, er den tryghed der er kommet med tankerne. Trygheden i det negative og det svære. Det gavner den del af kroppen, smertekroppen, som lever af negativitet og tristhed og som næres af de dårlige tanker. Den skal der også gøre op med, og der skal du tage et valg om at flytte dig væk fra det og ud i det ukendte, som du må tro på, bliver et langt mere givende liv. -og nu har vi ikke engang rundet det at bekymre sig, hvilket også rigtigt mange gør… At gå i dialog med dine negative tanker, kan give dig dit liv tilbage uden tankemylder. Du kan også med fordel lave overspringshandlinger, når dine tanker kommer. Beskæftige dig med noget andet, for at flytte fokus. Du kan meditere, hvilket på den lange bane, kan være med til at fastholde din fokus på dig selv og det positive og ikke give plads til tankerne. Du kan dyrke motion, der frigiver positive stoffer til hjernen samtidig med, det beskæftiger dig. Alt dette kan du gøre, men vigtigst af alt, tror jeg, er valget om at gøre noget. Ændre noget. Det er dit valg. Det er selvomsorg. Ghita

Læs mere om: uddannelse/skoler

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.