Skrevet d. 8-2-2016 10:31:39 af Jesper Schack Clausen - Coach
Netværk, netværk og atter netværk. Vi hører det alle steder. Hvis du er jobsøgende eller bare sidder fast i det job du har, så får du sikkert rigtig mange gode råd om netværk. Har du LinkedIn, Facebook, brug dine forbindelser - det er sikkert altsammen gode måder at få nye muligheder for jobs. Men processen starter meget tidligere end det - for hvad hvis du ikke ved hvad du gerne vil arbejde med? Man skal også lave et CV og en motiveret ansøgning, og en der passer til firmaet og i øvrigt også hvem man er.
Puha! Det er rigtig mange ting. Så hvor starter man? Det starter med dig selv. Du har sikkert hørt “Google dig selv”, men start med at find ud af hvor du står. Det kan være rigtig svært at gøre alene, så måske du skal søge hjælp hos venner eller en professionel. Det at finde ud af hvad man gerne vil er meget vigtigt før man begynder at søge jobs og netværke. Det sværeste ved det er at man “jo bare skal have et nyt job”, man har ikke brug for at skifte identitet. Nej, det er rigtigt og du skal ikke opfinde dig selv. Det vigtigste er at finde ud af hvad du rigtig gerne vil.
Øvelse: En måde til at gøre det på er at sætte dig ned og forestille dig at du havde alle muligheder. Forestil dig at du har uendelige ressourcer, tid og ikke kan fejle. Bare prøv at lege med tanken. Hvad tænker du så? Skriv det ned. Det kan være du så vil være astronaut eller præsident. Selv hvis du ikke bliver nogle af delene, kan det være at disse tanker fortæller dig hvad du godt kunne tænke dig. Ift. astronaut kunne det være at du gerne vil opleve verden eller se tingene fra et andet perspektiv. Ift. præsident kan det være at du gerne vil være leder eller træffe store beslutninger, eller være et forbillede. Når du tager det ud af det som du kan bruge fra disse store drømme, hvad kunne du så godt tænke dig at arbejde med? Det var dagens øvelse. Prøv den inden du begynder at netværke.