Grib mulighederne i det liv, du allerede har!

Skrevet d. 4-9-2017 12:39:09 af Emilie Assentoft - Psykolog

Er græsset altid grønnere på den anden side? 

Vi kan ofte blive revet med af fantasier om, at græsset ville være grønnere på den anden side. 

At hvis bare jeg fik det hele rigtige job, partner, relation, hus, så ville det hele være meget bedre. 

Og det kan gøre ondt at blive revet med af en sådan fantasi. 

For det kan, i den grad, være med til nedgøre det liv, vi har gang i,

og de muligheder, der er lige for næsen af os. 

Det kan gøre os triste, stressede, vemodige og give os lyst til helt at give op. 

Vi kan dog ikke undgå at blive revet med af fantasier. Det ligger i vores natur. 

Men vi kan blive bevidste om det, og gøre noget andet. 


Gør noget andet og grib de små muligheder 

Frem for at tænke, at vi skal have et nyt job eller hus for at det hele bliver bedre eller for at få ro. 

Kan vi måske tage os tid til noget, der måske ikke behøves at kræve lige så meget?  

Er der nogle små initiativer, du går og drømmer om at få gjort på jobbet, med din partner eller dine børn?

Eller noget helt andet? Begynde på et kursus? En bog? En hjemmeside? Et projekt derhjemme? Badminton?

Som kunne gøre en forskel for dig og din følelse af meningsfuldhed og ro?  

Så er det måske på tide at lægge den kritiske dommer på hylden for en stund, og kaste dig ud i det? 

Forbind dig med en person eller et symbol, der kan hjælpe dig igennem dét, som du gerne vil have igennem.

Hvem kunne hjælpe dig? 


Hvorfor er det vigtigt for dig? 

Nogen gange skal vi lede lidt for at finde den dybereliggende mening, med det vi gør. Det er ikke altid, det lige er til at få øje på. Så derfor kan det være et godt spørgsmål at stille sig selv, når man føler man kommer ud af sig selv: Hvorfor er det nu, jeg gør det her? Hvad var det, der var vigtigt for mig? 

Det at blive 'genforenet' med den dybere mening og underliggende værdier kan få os tilbage på sporet igen, når vi bliver revet med af katastrofetanker og angst. 

En sådan refleksion kan selvfølgelig også føre til, at man finder ud af, at der er noget, man skal justere på, for at det kan give mening igen. Jævnfør ovenstående afsnit. 


Styrk også dig selv ved at praktisere taknemmelighed

Er der noget, som du har været taknemmlig for i den sidste uge ved dit liv?

Det kan være alt, og behøves absolut ikke at være noget stort. Har du haft et minut eller et par timer, hvor du bare var? 

Noget som måske er svært at beskrive, men hvor du måske glemte tid og sted? 

Hvordan føltes det at være dig? Hvis du tegnede følelsen/oplevelsen, hvad skulle det så forestille? 

Hvordan er det for dig at give dig selv tid til at forbinde dig med det? 


At acceptere sit liv... betyder IKKE, at vi skal være dørmåtter

At acceptere og værdsætte sit liv betyder ikke, at vi skal være dørmåtter, og at finde os i alt. Tværtimod! 

Når vi accepterer, at der ikke findes et perfekt sted eller menneske, så er vi også mere parate og i stand til at sige fra og forsvare os selv, når det er nødvendigt - hvad enten det er over for en chef, en partner, en bekendt eller et barn. 


Så grib mulighederne i det liv, du har, ved at være tålmodig og tage små skridt, der stemmer overens med de værdier, der er vigtige for dig, samtidig med at du giver dig selv lov til at være taknemmelig for alt dét, der er allerede er i dit liv. 


God fornøjelse. 

Hjertevarme Emilie 

Psykolog og mindfulness-instruktør i FRIHEDiSIND


Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.