Føler du dig ensom og alene?

Skrevet d. 11-7-2017 10:59:35 af Emilie Assentoft - Psykolog

Føler du dig ensom og alene?

Skræmmer det dig at føle dig ensom og alene?

Gør det dig stresset og får det dig til at føle dig mindre værd?

Så få i dette blogindlæg mere viden om ensomhed, så du kan se, at du er ikke er den eneste.

At det ikke er farligt. Og få hjælp til at anskue ensomheden fra flere vinkler.

Så du bliver i stand til at handle på ensomheden, på en måde, som giver mening for dig.

 

Hvordan kan ensomhed opleves?

Følelsen af ensomhed kan opleves af alle, når vi er alene, eller sammen med andre, hvor vi måske ikke føler os hørt eller set.

Og det kan variere meget for den enkelte, om det føles problematisk eller ikke.

Når ensomheden føles problematisk, kan det tit hænge sammen med negative og generaliserende fortællinger,

såsom 'jeg er helt alene i verden', 'ingen støtter mig', 'ingen kan lide mig eller de er ligeglade', 'jeg burde have flere og bedre relationer, jeg er ikke god nok', 'det er farligt at føle sig ensom' eller 'jeg kommer altid til at være alene'. 

Det kan også hænge sammen med idéer fra samfundet om, at ensomhed udelukkende er negativt og at vi bliver syge af det. At vi skal have gang i utallige relationer for, at det er godt nok.

Ovenstående fortællinger og idéer kan ofte lamme os, og forhindre os i at gøre dét, som føles rigtigt for os. Derfor vil jeg komme med flere bud på, hvordan ensomhed kan tackles, og så kan du se om nogle af dem giver mening for dig - lige nu.

Flere bud på, hvordan ensomhed kan tackles

  1. Acceptér ensomheden, som et grundvilkår, noget vi alle oplever, og som vi ikke kan undgå. Vi kan acceptere den ved at erkende, at den ikke varer for evigt, men at den passerer igen, når vi giver slip - ligesom alle andre følelser. Du kan også høre mine guidede meditation i netop dette. 
  2. Tag kontakt til relationer, der kan få dig til at føle dig mindre ensom. Vær ærlig om, hvordan du har det. Eller søg nye fællesskaber. Prøv det af, selvom det føles skræmmende og grænseoverskridende. Giv slip på de negative fortællinger for en stund. Forbind dig i stedet med, hvad der kunne være vigtigt for dig.
  3. Se på de givende aspekter ved ensomhed og 'alenetid': En mulighed til at finde tilbage til sin selvstændighed.  Uafhængighed. At man selv kan. Nogen gange er man den bedste til at trække sig selv op. Tid til refleksion og til at finde tilbage til, hvad der er vigtigt for en selv. Man kan gøre hvad man selv har lyst til. Pause fra indtryk og andres krav. Vigtigt i en tid med ekstremt mange indtryk.
  4. Udfordre de negative fortællinger ved at spørge dig selv, hvor meget hold de egentligt har i virkeligheden? Hvor normalt er det måske at have 10 tætte venner? Eller er du sikker på, at ingen ville kunne lide dig, hvis du startede i et nyt fællesskab? Hvis du virkelig graver, kan du så måske alligevel finde eksempler på, at folk/personer har kunne lide dig/støttede dig? Og i så fald, hvad viste tegn på dette?

Hvis du har spørgsmål eller gerne vil høre mere om, hvad jeg kan tilbyde, så tøv ikke med at kontakte mig. 

Du er velkommen. 

Hjertevarme

Emilie

Psykolog og ejer af FRIHEDiSIND

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.