Skrevet d. 3-11-2017 10:54:04 af Per Rasmussen - Mentor, Coach, Mentaltræner
Jeg elsker mine børn overalt på jorden og vil gå gennem ild
og vand for at hjælpe dem godt i vej.
Ham på 15 vil være fodboldspiller, ham på 18 er godt igang
som tømrer lærling og hende på 21 er ved at tune sig ind på en videregående
uddannelse.
Der er bump på vejen og de har alle smagt på nedture der har
bragt dem lidt i knæ. Dette er helt naturligt og en vigtig forudsætning når den
mentale robusthed skal udvikles.
I mit arbejde taler jeg med mange unge i alderen 14 -19 år
der går og bokser med tingene. På hver deres måde forsøger de at finde
fodfæste, bliver slået tilbage, rejser sig igen, bliver slået tilbage og rejser
sig igen.
På et tidspunkt kan den unge blive opgivende og have svært
ved at rejse sig for at prøve igen. Får de lov til at være der i længere tid
uden at få talt om hvad det egentlig handler om og handlet på dette, opstår der
en følelse i den unge af tomgang.
En følelse af tomgang betyder at den unges fremdrift stopper
hvorefter det kan synes nemmere at tilegne sig en mere destruktiv adfærd som
kan virke meningsløs for de som står ved siden af.
For den unge giver det dog masser af mening, for i den
destruktive adfærd gemmer sig muligheden for at forsvinde væk fra det hele. En
strategi der virker kortvarigt.
Eksempler de unge jeg ser, henvender sig med er:
- Hash
- Spilafhængighed
- Sociale medier
- Spiseforstyrrelser
- Kriminalitet
- Vold
- Cutting
- ........
Når et ungt menneske ikke står op om morgenen og passer sine
ting, ændrer sin døgnrytme, hænger ude til sent, isolerer sig, så er det fordi
der er noget galt.
I sådan en situation kan det være meget svært at være
forældre. Mor bekymrer sig voldsomt, far bliver vred og siger knægten bare skal
tage sig sammen. (Hvis vi antager at der er en mor og en far)
Det jeg har erfaret gennem årene, er at de unge mangler
værktøjer til at håndtere deres tanker og følelser når de oplever modstand i
livet. Og forældrene kommer til følelser fordi kommunikationen mudrer til af
blandede følelser. Konfliktniveauet stiger og situationen spidser til.
Den unge føler sig mere og mere utilstrækkelig og det gør
forældrene også.
Heldigvis kan vores børn mere end vi tror og jeg bliver igen
og igen overrasket over at se hvordan de kan komme på fode igen når de får
nogle konkrete værktøjer at arbejde med og får stukket en kompasretning ud.
Det er derfor vi kan opleve børn der ikke kan lide boller i
karry, spise det med velbehag ovre hos naboen. Her er der ikke sure forældre
man skal forholde sig til.
Det sidste er skrevet med et smil på læben, for i alt dette
skal humoren have plads så snart det er muligt.
Børn er livets dessert.