Konsekvensen af seksuelle krænkelser i barndommen.

Konsekvensen af seksuel krænkelse i barndommen.

·        Chok og ud af kroppen reaktion med tab af eksistentiel væren til stede, tab af sig selv, sin essens (ens sande væren).

·        Tab af viden og forståelse for det der overgår en, fordi det, der sker, er så subtilt (usynligt) og svært at sætte ord og følelser på.

·        Ofte er der forvirring over følelser fra glæde og velbehag til vrede, sorg, frygt, ubehag og følelsen af at være uren. Man føler sig ekstremt såret og svigtet.

·        Noget er bare andeledes, noget er taget fra en, og man har mistet sine grænser og sin styrke i kroppen på grund af frygt, uro og indre konflikt.

·        Man mangler ord og fraspalter sine følelser og kan derfor ikke tale om det og gør sig selv forkert, skyldig og skamfuld over hændelsen, (hvorfor lod jeg det ske, hvorfor sagde jeg ikke fra?).

·        Hvis ingen ser eller forstår barnets anderledes adfærd, vokser skammen, som udvikler sig til mere forkerthed med behov for perfektion og præstation for at dække over skammen.

·        Efterhånden bliver barnets adfærd kunstig, som om alt er godt, alt imens smerten, ensomheden og skammen holdes nede i mere og mere kontrol.

·        Hvis den rette hjælp udebliver, og der sker flere overgreb gennem barndommen, bliver barnets tilstand til det, man kalder en toksisk stresstilstand med kronisk hyperarousal på grund af uro, frygt og indre konflikt pga. fatal mangel på beskyttelse og omsorg og tryghed.

·        Barnet lærer sig efterhånden en fantastisk overlevelsesevne med kontrol, tilpasning og undertrykkelse af egne behov og følelser med det resultat, at behov og følelser bliver ikke eksisterende eller uvirkelige.

·        Tabet af sig selv, sin selvfølelse, mangel på kontakt til kroppen og egne grænser samt dårlig jordforbindelse medfører ofte, at barnet ikke kan passe på og stå ved sig selv, hvilket opretholder de uværdige oplevelser, man bliver budt.  

·        Barnet lever på nåde og tillader andre at udnytte og krænke det, fordi det ikke længere tror på sig selv, sine virkelige følelser og ikke mærker sig selv og sine grænser.

·        Med tiden bliver man i det hele taget et let offer for andres udnyttelse og ydmygelser, fordi man nu er fyldt med selvhad og følelse af forkerthed, fortvivlet afmagt og latent frygt og vrede.

·        For at udslette sig selv og det, der er sket, er det nødvendigt konstant at kunne gøre virkeligheden til ikke-virkelighed og erstatte sine egne følelser med de følelser, man får tildelt af ens omsorgspersoner og andre. Det kan gøres ved at fortrænge egne følelser og oplevelser fuldstændigt, ved at spalte dem fra uden for kroppen eller fordømme sine egne følelser.

·        I den tilstand afviser man sig selv og andre og isolerer sig i skam, ofte ubevidst, mens andre tager afstand fra en og afviser, ydmyger og misbruger en følelsesmæssigt og/eller seksuelt.

·        Man er et let offer for andre, fordi man higer efter den omsorg, kærlighed og samhørighed, man aldrig har fået.

·        Man håber på, at nogen vil kunne se, forstå og hjælpe det fortabte barn, der uskyldigt blev seksuelt krænket, og så fatalt mistede sig selv og sin identitet på grund af andres begær og grusomme, egoistiske og voldelige adfærd.

·        Den ulidelige og værste smerte barnet og senere den voksne efterlades i er:
Hvis krænkeren går fri, benægter overgrebet og misbruget – og alle andre ligeledes afviser og undgår på grund af ubehag ved sandheden og heller ikke vil tro på eller forstå det, der er sket.

·        Eller hvis krænkelsen blot forbliver efterladt i tavshed og undgåelse, hvor krænkeren slipper for ansvar og straf, eller som minimum giver en undskyldning. Tavshed dræber.

·        I så fald er det offeret/barnet, der lider alene, og som bærer hele skylden og ansvaret for overgrebet. Det er uværdigt og skændigt for barnet og senere den voksne.

·        Den uværdighed og den skændsel bliver til en livslang kamp for retfærdighed og oprejsning for tab af liv, tab af mulighed for ligeværdige gode relationer med gensidig medfølelse og respekt, som det værdige og værdifulde menneske, vi alle ønsker at være.

Terapien.
Derfor er det så vigtigt, at der sættes ind med den rigtige hjælp i tide, at nogen ser, hører og forstår, hvad der sker med barnet – og senere er sket med den voksne.
Hjælp til at tale om det, der er sket. Lytte og forstå og respekter det som vigtigt og betydningsfuldt for personen. Tro på det, som barnet eller den voksne oplever, mærker og føler, indtil uroen, kaosset, frygten og den toksiske stress aftager, og vedkommende føler sig set, mødt og forstået, og ikke mindst respekteret.
Hjælp med at sætte ord og følelser på det, der er sket med medfølelse, omsorg og støtte til at rumme følelserne i kroppen, især angsten, vreden og fortvivlelsen. Giv støtte til lindring af traumet (såret) med kærlighed, varme og forståelse for tanker, følelser samt kroppens sansninger med passende selvregulering og genetablering af grænser og jordforbindelse.
Hjælp med at få overgrebene og krænkelsen mest muligt ud af nervesystemet og ud af kroppen, således at man kan komme hjem og være til stede i egen krop med kontakt til ens sande selvfølelse. Ligeledes skal der, om muligt, hjælpes med konfrontation og konfliktmægling, evt. anmeldelse, så retfærdigheden og værdigheden kan genoprettes. 

Redskaber:
Psykoterapi, gerne SE-terapi (Somatic Experiencing), kroporienteret terapi, forskellige kropslige aktiviteter som f.eks. træning af kroppen. Også tegne/male, skrive breve, skive dagbog er godt for at give tingene et udtryk. Om muligt støtte fra eget gode netværk.

Okt. 2017 – Annelise Lindum.