Kend dit kærlighedssprog og styrk dit parforhold.

Skrevet d. 29-10-2018 15:36:11 af Sahndra Bignon - Coach, Mentor

Hvilket kærlighedssprog taler du? 

 

Mange konflikter i dit parforhold kan undgås, når du er bevidst om hvorvidt I taler på samme (kærligheds)frekvens. De fleste viser nemlig kærlighed på deres eget sprog – så hvad gør du hvis modtageren taler et andet?

 

Der findes mange kærlighedssprog, men for at kunne arbejde mere konkret med det, har man valgt at definere 5 kategorier inden for måden at modtage kærlighed på. Det kan være svært at skulle definere det selv, og de fleste af os vil også have både et primært og sekundært sprog. 

 

Jeg blev først opmærksom på det med kærlighedssprog, da jeg havde været i mit nuværende parforhold i et par år. Jeg havde læst noget om det et sted, og da den første stormende forelskelse havde lagt sig, valgte jeg at ty til Google for at læse lidt om det her med kærlighedssprog. Dét var lidt af en øjenåbner for mig! Det gav simpelthen så meget mening, især hvorfor jeg måske ikke altid følte at min ”kærlighedsbeholder” blev fyldt op, og også især hvorfor vi ikke var gode til at skændes på en ordentlig måde. 

 

Mit primære kærlighedssprog er Anerkendende ord & Ros og mit sekundære sprog er Tid & Samvær. Det betyder for mig, at det er rigtig vigtigt at min kæreste husker at sætte ord på at han elsker mig og hvad der gør ham glad ved mig. Jeg elsker når mine venner skriver beskeder til mig, taler til min fødselsdag eller når min kæreste fortæller hvorfor han synes jeg er den sprødeste laks i byen. Udfordringen er bare, at min kærestes primære sprog ikke er anerkendende ord, men Berøring & Kærtegn.

Det er så tydeligt, at når jeg virkelig ønsker at vise min kærlighed til ham, og roser ham til skyerne og fortæller ham hvor højt jeg elsker ham, at hvis ikke jeg samtidig holder ham i hånden, nusser ham på kinden eller i håret så MÆRKER han ikke kærligheden. På samme måde, når han virkelig synes han VISER kærlighed ved at kysse & kramme mig, så MÆRKER jeg ikke at han i det øjeblik ”siger” at han elsker mig. 

 

Når vi ønsker at imødekomme vores partner, er det derfor vigtigt at vi gør det på deres sprog, ellers risikerer vi at de ikke mærker vores kærlighed, og det kan skabe misforståelser eller konflikter.  

 

Når der opstår en konflikt herhjemme, bliver det også tydeligt at vi taler to forskellige sprog. Jeg vil rigtig gerne tale om tingene og sætte ord på (alle) mine følelser, og jeg gider slet ikke have at min kæreste rører ved mig. Min kæreste derimod, kan slet ikke høre / rumme alle mine ord og følelser, medmindre at jeg samtidig holder ham i hånden eller rører ved ham. For at imødekomme hinanden, betyder det ikke at man skal overskride sine egne grænser for at gøre sin partner glad. I vores tilfælde betød det, at vi indgik et kompromis der hedder, at vi forsøger at sidde ved siden af hinanden, så enten vores knæ kan røre hinanden eller at vi begge holder på samme pude. Det lyder måske fjollet, men det virker! På samme måde ved jeg også, at hvis jeg virkelig skal glæde min kæreste, skal jeg huske at nusse og kramme ham, mens jeg taler mit eget sprog. 

 

Så hvad et dit kærlighedssprog?

De fleste giver kærlighed på deres eget sprog – måske er du hende der altid stiller op og gør praktiske ting for andre, måske kommer du altid med den perfekte værtindegave. Det kan måske være svært at se hvilket sprog der er dit primære sprog på denne måde. Prøv i stedet at tænk på hvornår du sidst følte dig virkelig elsket. Var det da din kæreste eller veninde gav dig et langt kram? Var det da du fik en gave af en du holder af? Eller var det da du gik en tur sammen med din kæreste? Måske er det nemmere for dig at tænke på hvad du brokker dig mest over, at der mangler i dit forhold til din kæreste eller veninde. På samme måde kan du prøve at observere, hvad din partner gør eller efterspørger i jeres forhold. 

  

Kærlighedssprog er et virkelig effektivt værktøj til at styrke jeres parforhold og undgå konflikter. Når du kender dit sprog, er du nemlig bedre i stand til at tage ansvar for dit eget kærlighedsbehov – du bliver i stand til at kunne sætte ord på dine egne behov og får samtidig bedre forståelse for hvad din partner har brug for. 

 

Nedenfor ser du de 5 kærlighedssprog (kort opridset) af Gary Chapman:

 

Anerkendende ord & Ros

Elsker du at få fortalt hvor dejlig/skøn/fantastisk du er, og er det ikke altid nok at blive rørt ved og kærtegnet? Du har brug for at høre andres kærlighed. På samme måde kan du være ekstra følsom overfor kritik og skarpe bemærkninger. Er dette din kærestes sprog, så prøv at øv dig i at sige noget kærligt til ham hver dag. 

 

Tid & Samvær

Er det mindre vigtigt hvad I laver sammen, bare I er sammen? Bliver du såret hvis din kæreste bruge tid på noget andet mens I er sammen? Du vil mærke kærlighed gennem den tid I bruger sammen. Er dette din kærestes sprog, så øv dig i at være mere nærværende når I er sammen, bevar øjenkontakten og prioritér at lave ting sammen ofte.  

 

Gaver

Elsker du når din kæreste har blomster med hjem eller virkelig har gjort sig umage med din julegave? Du mærker kærlighed gennem fysiske ting, og det er tanken og ikke prisen du ligger vægt på. Gaverne symboliserer kærlighed og omtanke for dig. Er dette din kærestes sprog, så husk at køb en lille ting til ham i ny og næ – det kan også være at du har fundet blomst/sten/postkort som fik dig til at tænke på ham. 

 

Tjenester & Handlinger

Elsker du når din kæreste har taget opvasken, eller når din veninde/far/kollega kommer forbi for at hjælpe dig med et projekt? Du har brug for at nogen gør noget praktisk for dig – en konkret fysisk handling. Det er også vigtigt for dig at andre ikke bryder deres løfte eller ikke overholder jeres aftale. Er dette din kærestes sprog, så husk at sætte pris på de små ting han gør for dig i dagligdagen, og prøv at tænk over hvilke områder hvor du kan gøre noget for ham. 

 

Berøring & Kærtegn

Elsker du at kramme, nusse, holde i hånd og ligge i ske? Du har brug for at blive fysisk rørt med omtanke og nærvær for at føle dig elsket. Du er på samme måde ekstra sensitiv overfor når der er manglende berøring. Er dette din kærestes sprog, så husk at give bruge knus eller berøring, når du ønsker at vises kærlighed. 

 

Du kan sikkert genkende dig selv i alle fem kategorier, men du vil højst sandsynligt kunne finde frem til dit primære og sekundære sprog. 



 

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.