Trolde sprækker, når de kommer ud i solen.

Et lidt pudsigt udsagn.. Hvor jeg har samlet det op henne husker jeg ikke helt… et erindringsspor siger mig noget om, at det er fra et norsk folkeeventyr?

Og det er nok ikke helt galt, at det er det fra et eventyr. For jeg er ret inspireret af eventyr og læser vældig mange af dem. Qua mit fag som psykoterapeut, er det den psykologiske vinkel og visdom som folkeeventyrene indeholder, der især optager mig.

Folkeeventyrerne er fra en tid før diagnoser. Vi kan læse dem som beskrivelser af menneskelige ubalancer, ”skævheder”, udvendige som indvendige. Historier om mennesker der skal igennem svære prøvelser og til tider hårde kampe for at få tronen og det halve kongerige. Som et symbolsk udtryk, kan vi forstå det på den måde, at vi mennesker nogle gange skal igennem hårde psykiske prøvelser og indre kampe for at blive herre i eget hus – finde hjem til sig selv og få fat på egne handlemuligheder. Konge i eget kongerige.

Så trolde sprækker, når de kommer ud i solen. Sagt med et glimt i øjet, så er der nok en del af os, der kender til det, at have en grov og grim trold i sig. En trold som indimellem popper op og forstyrrer os og ikke mindst vores forhold til andre. I mange af folkeeventyrene er trolde forældreløse, nogle trolde bor hos en gammel bedstemor, andre bor alene ofte et afsides og utilgængeligt sted.  Trolde er sådan nogle der skubber andre væk – ikke engang far og mor kan holde af dem.

Os der genkender trolden, ved også at der bag det grove og grimme ydre gemmer sig en ganske fin og blød en af slagsen – heldigvis! Og lykkeligvis kan trolde sprække og forsvinde med hjælp fra solen. Solen symboliserer liv og varme – vækst og kærlighed. ”Solen” er for hver især af os noget forskelligt… Godt at kende sin sol.

Den mørke tid er over os, indbyder til hygge og læsestunder – måske af folkeeventyr!