Så kom sneen...

Så kom sneen…

Så kom sneen, og det til stor glæde for børn og barnlige sjæle. Og til stor ærgrelse for de af os, der kommer for sent ud af døren og opdager at bilruderne skal skrabes og kørehastigheden holdes nede, mens uret tikker og vi må erkende, at vi ikke når at komme til tiden…

Det skete for mig forleden dag. Og mens jeg kæmpede med uro i kroppen og rastløshed - åh det går alt for langsomt - kiggede jeg ud af vinduerne, ikke bare sådan et hurtigt blik, men sådan rigtig kiggede. Og jeg så et hvidt landskab ligge der, brede sig ud og udstråle masser af tid, ro og tyngde. Faktisk blev jeg lidt berørt, fik følelsen af, at der er noget større end dagligdagens gøremål, pligter, stress og jag.  Og så blev tiden ligesom ikke så vigtig. Mine skuldre faldt ned og min vejrtrækning blev rolig. Lige der accepterede jeg tingenes tilstand og fik ro i kroppen, som signalerede til mit nervesystem, at det går jo nok.

Og det gik jo. Foran min dør mødte jeg en forstående og forpustet klient, der efter eget udsagn havde kørt alt for stærkt(i snevejr), for ikke at komme for sent til aftalen. Vi fandt en løsning - forlængede bare samtalen med ti minutter.

Vi fik begge en god portion læring med den dag. Nemlig ikke mere at sætte liv og lemmer på spil for at nå frem til tiden. Og for mit vedkommende igen en reminder om, at med accept og tillid er der altid en vej. Måske ikke den vi lige regner med at gå, men en anden og måske endda en med en bedre udsigt – måske et snelandskab.

God vinter!