Om terapi - hvor mange gange skal der til?

Der var engang, hvor klienter, som for det meste var kvinder, gik i lange psykoterapeutiske forløb, nogle strakte sig over flere år, hvor psykoterapeuten havde status og ejede sandheden om klienten, som ikke sjældent led af hysteri. Ifølge psykoterapeuten, forståes.

Psykoterapi har udviklet sig meget siden Freud, og i dag burde det være muligt at finde en metode, et redskab og en psykoterapeut, der passer til selv den hårdeste case (jeg taler ikke om decideret psykisk syge – det er en helt anden snak).

De seneste år har tendensen være, at problemer var for tabere. Problemer blev kaldt udfordringer, der kunne coaches væk på 3-5 besøg hos en coach. Langvarige terapeutiske processer var spild af tid og penge, mente mange, og valgte man alligevel den vej, måtte man virkelig have meget med i bagagen. Det skulle føles godt og virke her og nu. “Tænk positivt, tænk som en vinder og visualiser dig til succes”, lød mantraet, og det virkede for nogen, men ikke for alle.

I dag er stemingen forandret. Vi vil have fordybelse, og vi vil lære at leve i nuet. Livet skal give mening, og derfor søger vi efter at forstå sammenhænge.

Forståelse løser ikke problemer, forståelse giver ikke mere selvværd, forståelse rodfæster ikke nogen identitet eller forløser flere års opsparet tristhed eller stress. Det gør et kort coaching forløb heller ikke.

Nogen gange, når noget gør rigtig ondt, er vi  nødt til at investere den tid og de penge det koster at blive hel. Vi må erkende, at vi ikke kan klare alt med selvhjælpsbøger eller korte coachingforløb, der lærer os at “blive direktør i dit eget liv” . Nogen gange er det terapi, der skal til – solid, dybdegående, navlepillende, længerevarende terapi.