Skrevet d. 20-11-2018 15:06:04 af Esben Andersen - Coach, Mentor
Det her er en lidt anderledes blog indlæg. Det tre mindre indlæg i en blog om min første uge i socialpsykiatrien.
Der er ingen metode eller strategi til at hjælpe et andet menneske. Nogle gange har folk bare brug for en til at lytte, og andre gange kan det være helt omvendt. Jeg snakkede med en ung kvinde som befandt i en situation, hun oplevede som rigtig svær og må indrømme, at da jeg lyttede til hende, der faldt jeg også i med begge ben og synes den situation så nærmest umulig ud. Hun var meget oppe at køre, og jeg kunne høre når hun snakkede, hvor meget støj der var i hendes hoved. Der var flere gange, hvor hun spurgte mig til råds, jeg delte med hende, hvad jeg så omkring hendes situation, og hvordan det menneskelige sind fungerer, i forhold til det hun var oppe imod. Efterfølgende blev hun stille et kort øjeblik, inden hun skiftede tilbage til den gamle plade, der havde spillet hundredvis af gange, desværre. Dette skete flere gange, hvor hun gik fra indre stilhed til larm.
Efterfølgende hørte jeg to coaches snakke om deres oplevelser, og deres erfaring med netop det jeg havde oplevet. Jeg indså der, at lytte ikke nødvendigvis var det bedste jeg kunne gøre i den situation. Hver gang hun begyndte at snakke, så kørte hun sig selv helt op, hvilket virkede til at forhindre hendes tankestorm i at falde til ro og hende i at få nogle nye tanker, der kunne få hendes liv til at se mindre håbløst ud.
Det er nye friske tanker, der skaber forandring, og ikke dem vi har tænkt hundredvis af gange før.
Måske ville det have været bedre for hende, at jeg havde brugt en del mere tid på at snakke, så hun skulle bruge sin opmærksomhed på at lytte til mig, i stedet for hendes egne tanker. Det kunne have givet hende et indre pusterum til, at få nye indsigter omkring hendes situation.
Jeg snakkede med en ung kvinde, der var ret ude af den og græd fordi hun ikke kunne sove grundet bekymringer og når hun faldt i søvn, så var det det samme mareridt, der dukkede op. Hun fortalte lidt om konteksten af hendes bekymringer. Jeg gik ikke så meget ind i det, men vi begyndte i stedet at snakke om noget andet. Fra det ene øjeblik til det andet gik hun fra at være ked af det til at grine og være glad. På trods af vi intet havde fikset eller ordnet, så vendte hendes mentale tilstand tilbage til dens naturlige harmoni.
Hvordan kan det ske? Det der før var et problem forsvandt pludseligt. Når hun ikke tænkte på det, så var det ikke en del af hendes verden. Hun fortalte også, at der var intet før hun skulle sove, men pludselig så kom bekymringerne. De kom ud af ingenting og gik tilbage til at være ingenting.
Jeg ved ikke, hvordan det gik for hende, da vi sagde farvel og lagde på. Måske tankerne dukkede op igen og måske ikke. Pointen jeg prøvede at få frem, i min samtale med hende havde ikke noget med konteksten af hendes tanker at gøre, men jeg prøvede at give hende en forståelse af tankers natur.
Metaforen jeg delte med hende var, at tanker er ligesom skyer på himlen. Nogle gange er himlen dækket af skyer, de kan regne og sne, der kan være skybrud og torden og andre gange er der en klar himmel. Uanset, hvor mange skyer der er og hvordan de ser ud, så er himlen bagved altid intakt.
En mand ved navn Sydney Banks sagde noget lignende “Alle mennesker sidder midt i mentalt sundhed, de ved det bare ikke”.
To af de samtaler jeg havde den ene nat på akuttilbuddet var modsætninger på en måde, men på den anden side var de ret ens.
Problemerne beskrevet ganske kort: Den ene havde mistet begge sine forældre, været indlagt på psykiatrisk afdeling, spiseforstyrrelse, smidt ud af sin lejlighed, en eks-kæreste der stalker hende og som har smadret hendes lejlighed og kæresten er i fængsel.
Den anden har haft et misbrug i mange år, faren har lige cuttet kontakten og der ikke mange venner eller familie tilbage.
Den vigtigste forskel i mine øjne var ikke, hvad de havde været ude for eller deres nuværende situation, men hvor meget håb de havde for fremtiden. Den første jeg beskrev var fuld af håb også selvom hun ikke vidste, hvordan fremtiden ville se ud.
Den anden var helt modløs. Han var så fanget af sine tanker og begrænsninger, at han ikke kunne se en vej ud af det og hvordan det skulle blive bedre.
Vi er født til at have håb og se muligheder, det er faktisk det, der konstant præsenterer sig selv, når vi ikke overbeviser os om det modsatte. Modløshed og begrænsninger er en refleksion af, hvilken vej vores tanker går i øjeblikket.
Det lidt ligesom når der er overskyet, så det ikke til at se himlen, selvom den stadig er der.
Bare fordi vi er modløse, så betyder det ikke, at der ikke er håb forude, det blot en indikation af at vi ikke kan se det lige nu.
Alt det bedste
Esben Andersen