Skrevet d. 3-8-2017 14:53:44 af Jeanette Søm Munk - Psykoterapeut, Gestaltterapeut
Som barn elskede jeg at få fortalt
historier. Især autentiske historier, altså noget som var sket.
Jeg kan huske når mine forældre fortalte om ”dengang de var børn”. Jeg husker særligt hvordan nogle lørdage aftner, efter vi havde spist aftensmad, kunne fortsætte med historiefortælling. Altid på opfordring af mig.
Og når jeg i dag tænker på de ting mine forældre fortalte mig om deres opvækst forstår jeg nu hvordan de er blevet de personligheder de er.
Nu, som voksen og som psykoterapeut, er jeg meget nysgerrig på netop vi menneskers forskellige historier. Vi er alle et produkt af vores historie.
Alle har vi levet et liv på godt og ondt.
Arv og miljø har selvfølgelig betydning for vores historie. Rent genetisk har vi arvet nogle kompetencer fra vores forældre og fysiske faktorer. Det miljø vi er opvokset i, har også en stor betydning for den person vi er i dag.
Alle har vi haft forældre som gav os det de kunne, i det omfang og med de midler de havde.
Hvad har været med til at forme dig som den person du er i dag?
Hvilke livsfaktorer har præget din barndom?
Hvilke livsfaktorer har præget din ungdom?
Har det været nødvendigt for dig at beskytte dig mod nogle af livets mere rå sider?
Måske har du sat et forsvar op, for at
overleve.
Det forsvar du meget hurtigt tillærte dig, er måske ikke så sundt mere for dig.
Måske bremser det dig i at leve det liv du egentligt ønsker? En frygt for at hvis du gør sådan og sådan, så ender det nok ikke så godt. Noget du kan nikke genkendende til fra tidligere i dit liv.
Har du lyst til at ”kigge” indad for at finde den dybere mening med dit forsvar og for at lære at give slip på knap så sunde reaktioner?
Så vil jeg rigtig gerne høre netop din historie.Jeg vil sammen med dig være nysgerrig, undrende og imødekommende, på den bevidsthed du kommer i kontakt med, under en session hos mig.