Skrevet d. 13-4-2016 17:00:14 af Steen Andersen - Coach, Mentor, Terapeut, Stresscoach
En ung mand møder i klinik. Han har panisk angst mod nåle. Den unge mand fortæller, at han gentagne gange har søgt behandling, der dog har været uden succes. Hans situation er i øjeblikket, at han af kæresten er blevet bedt om at få bugt med sin angst, så han kan få udbedret en smertende betændelse i tandkødet. Dette kræver bedøvelse, hvor der anvendes nåle. Han fortæller, at årsagen til kærestens krav er, at han er medicineret maksimalt med smertestillende og dette ønsker kæresten ikke at være med til gennem længere tid.
En kort samtale giver mig et indtryk af, hvor den unge mand er i sit liv og vi aftaler, at jeg som terapeut skal finde en nål og afprøve, hvor hans grænse går. Ikke at jeg skal stikke hul på den unge mand men vi har brug for at finde hans tærskel. Da jeg holder nålen mod hans håndled begynder han at ryste kraftigt. Jeg beder ham angive hvilken følelse han oplever som den kraftigste og han fortæller, at han er “frustreret”. På en skala fra 0 til 10 angiver han værdien til 12. Dette er altså ret kraftigt, hvilket også tydeligt ses i hans reaktion.
Efter en kort terapeutisk øvelse er han fuldstændig i ro og han angiver sine frustrationer til at være nul. Af erfaring ved jeg, at dette nok ikke er et korrekt billede og jeg får ham til at beskrive flere oplevelser op gennem livet, hvor han har oplevet panisk angst mod nåle. Den tidligste han husker er et besøg ved en ret hektisk tandlæge, hvor der ikke var tid til at passe på den lille dreng, som han dengang var. Den lille dreng havde brug for, at tandlægen tog sig tid til at give en forklaring og skabe tryghed. Dette skete bare ikke. Ud over den manglende tryghed havde tandlægen travlt, så den lille dreng blev fastholdt i tandlægens stol mens han blev bedøvet. Alt sammen tilstande, der kan plante et traume. Vi arbejder med denne episode og der kommer en ny følelse frem i den unge mand. En følelse af at være “ked af det”.
Følelsen af at være “ked af det” går ikke væk. Vi arbejder derfor videre og efter en indskydelse, som jeg ofte får i sådan en situation, beder jeg den unge mand om at beskrive moderens barsel med ham og de første måneder af hans liv. Han fortæller her, at han er født for tidligt, at han var underernæret samt at der gik lidt tid, før han tog næring til sig. Han ved, at han tilbragte de første uger i kuvøse. Ved at føre hans bevidsthed tilbage til tiden lige efter hans fødsel kommer der en oplevelse i ham om, at han er blevet testet rigtig meget i løbet af de første uger at hans liv. Dette er sket ved blandt andet at tage blodprøver - med nåle. Han er også blevet tilført ekstra næring, hvilket er sket gennem drop - som også er med nåle. Han beskriver en oplevelse af “dødsangst” og vi arbejder med denne en tid.
Resultatet af denne konsultation er, at den unge mands frygt for nåle faldt synligt og han rystede overhovedet ikke, da jeg testede ham af, ved at lægge en nål mod hans håndled til sidst i konsultationen. Han fortæller, at værdien af hans frustrationer er faldet fra 12 til 5, hvilket er Ok for ham at gå hjem med efter denne første behandling. Han fortæller, at han har fået værktøjer, som han forventer han vil kunne holde den resterende del af sin frygt nede med.