Alene og alligevel sammen

Alene og alligevel sammen

Jeg mærker det tydeligt, når jeg slipper kampen for at få det jeg søger af andre, når jeg stopper med at flygte fra at mærke det der gør ondt. Det er som om noget indeni slipper og jeg slapper af. Sanserne skærpes. Kraften vender tilbage. Livet strømmer igen i kroppen.

Sammentrækningen slipper og jeg mærker udvidelse.

Men i udvidelsen og livstrømmen kan der til tider være en sorg, der føles uendelig, som om den er bundet til hele verdens smerte.

Andre kan støtte, lede, give en hånd, en skulder og et kærligt ord, når mørket føles opslugende. Og det er der i den grad brug for, når smerten til tider føles umenneskelig.

Men der er også en sti, der føles så smal, at den kun kan gås alene.

En sti hvor huden rives til blods. Hjertet gennembores. Halsen skæres over. Hvor hadet river dig i stykker. Hvor vreden flænser dit indre. Hvor smerten i brystet for dig til at ønske du var død. Hvor tomheden er overdøvende. Hvor angsten kaster dig ud i et svimlende fald. Hvor rædselsskriget gennemborer alle celler.

Det er der vi nogle gange må overgive os og give slip. Der når mørket føles allermest uigennemtrængeligt og der alligevel ikke er nogen vej synlig.

Når jeg ikke længere kæmper, bliver vred, klyngede, bedende og giver skylden for min smerte til andre. Når jeg ikke længere flygter fra at mærke smerten ved at dulme, projicere, have travlt - ved jeg, at den er mit ansvar, min skæbne.

Min opgave, som jeg må bære alene.

Og det kan føles uendelig sorgfuldt, smukt og sandt.

Alene og alligevel sammen. Det paradoksale er, at vi alle er så uendeligt forbundet i den samme smerte og glæde. Men kun når vi kan stå alene kan vi stå sammen. Kun når vi kan bære smerten og glæden i os selv kan vi møde den i den anden.