Skrevet d. 13-9-2017 13:55:43 af Lærke Marie Trunjer - Psykolog, Kropsterapeut, Mentor
En rigtig kvinde er blød, overgivende, i kontakt med sin urkraft, moderlig, medfølende, omsorgsfuld, i flow – åh hvem vil ikke gerne være det.
Jeg er igennem de sidste par år ofte stødt på kvinder, der gerne vil arbejde med deres kvindelighed. Det er et emne jeg selv finder vigtigt, fordi kvindeligheden stadig må indpasses de mandlige værdier såsom målrettethed og præstation og ofte bliver vurderet som mindre vigtig.
Jeg nyder at arbejde med emnet, men jeg får også lyst til at forholde mig lidt kritisk til de idealer, der nemt kan opstå. Derfor dette lille indlæg.
Så er jeg en RIGTIG kvinde? Nej jeg er helt forkert. Jeg er needy, jeg er alt for selvstændig, jeg kan ikke overgive mig, jeg er underkuet, jeg forfører på den forkerte måde, jeg kan klare alt alene…
Når det så er sagt, så oplever jeg, at der er stor frihed i at kunne være kvinde på mange forskellige sunde måder. At kunne være ”den store moder”, ”den lille pige”, ”forføreren” eller den ”vise kvinde”, når lejligheden er til det. Det er fedt, når der er mange strenge at spille på.
Hvis jeg kun har en enkelt eller to arketyper at udleve min kvindelighed igennem kan jeg hurtigt blive fanget i snævre mønstre som den altopofrende mor, der i sit martyrium ikke kan bede om hjælp og udtrykke sine behov eller den krævende oversete lille pige, der aldrig kan få nok bekræftelse eller opmærksomhed.
For mig er idealer gode at have og tilstræbe og lækre, når de nås – og det må de da rigtig gerne tit, altså nås, på forhånd tak.
Men jeg vil også rigtig gerne have lov at være her, når jeg helt og aldeles ikke er i flow, ikke er udpræget moderlig, er særdeles needy eller er alt for hårdnakket og selvstændig.
Jeg jokker i spinaten, jeg falder og jeg rejser mig igen. Der er dage, hvor jeg bliver slået omkuld af frygt og håbløshed og der er dage, hvor jeg er jublende lykkelig, strålende og klare alt med et smil og et glimt i øjet. Og så er der de dage, der snegler sig af sted i kedsomhed og rastløshed og de dage, hvor kærligheden og taknemmeligheden bare breder sig blødt ud i hele kroppen som et varmt tæppe – tak for dem. Og også tak for alle de andre dage – om end jeg (endnu) ikke takker på dagen. Der skal jo være plads til udvikling.
Måske er jeg netop en rigtig kvinde, fordi jeg er det hele… eller også er jeg bare særdeles på afveje… Hvem ved og måske er det slet ikke interessant om man er en rigtig kvinde eller ej.