Jagten på kærligheden eller snarere at overgive sig til kærligheden

Hvis der er en ting jeg har lært i det forgangne år i mødet med de mange mennesker jeg har haft glæden af at få lov at kende, nogen lidt og andre mere, så er det, at jeg konstant søger kærligheden.

Ofte ved jeg ikke, at det er det jeg gør. Når jeg næsten ubevidst flirter, når jeg synker dybt ind i mig selv i stilheden, når jeg traver hvileløst rundt, når jeg er sammen med venner og når jeg sidder med klienter.

Nogle gange mærker jeg en tomhed og jeg længes efter at blive fyldt ud af andre og jeg kan føle mig som et lille barn, der går rundt med udstrakte arme og ønsker at blive taget op. Andre gange fylder kærligheden så meget i mig, at den flyder over og smitter mennesker omkring mig.

En ting er gået op for mig. Jeg kan ikke klare mig alene eller jeg vil ikke klare mig alene. Ikke fordi jeg ikke nyder mit eget selskab. For det gør jeg i høj grad. Et stykke af vejen kan jeg gå alene og må gå alene. I grunden er der jo en sandhed i det vilkår, at vi fødes alene og dør alene. Men for mig må det ikke blive en mur af kynisme, hvor jeg tror, at jeg skal klare alt alene og at kærligheden først kommer den dag, jeg fuldstændig elsker mig selv.

Det er i de blikke som jeg spejler mig i, at jeg ser, at jeg er kærlighed og måske så jeg først med kærlighed og fik den gengældt. Men på et tidspunkt så nogen noget jeg endnu ikke selv så. Jeg har lært, at jeg må turde lade mig se, jeg må turde at bede om hjælp og jeg må turde at give min kærlighed uden at vide om jeg får den igen.

Som min kloge lærer har sagt, så tror jeg på, at vi såres i relationer og at vi heles i relationer. Og det er i de øjeblikke, hvor jeg tør åbne mig for at modtage kærlighed, at jeg får kærlighed, når jeg tør vise, at jeg længes og tør vise, at jeg er bange. Når jeg lader min skal åbne sig lidt og tør kigge ud og række ud.

Når jeg risikerer noget. Når der er noget på spil.

Når jeg tør lade nogen betyde noget for mig og jeg mærker glæden og usikkerheden ved at betyde noget for nogen.

Av for helvede det gør ondt nogen gange. Når hjertet blidt folder sig ud og prøvende rækker lidt ud eller stormende, ukontrolleret bliver blæst åbent, lukker sig igen, åbner lidt igen. Som en strøm af udvidelse og sammentrækning.

Et sted dybt i mig længes efter at mødes dybt i kærligheden med andre mennesker og det er de møder jeg lever for. Møder hvor alting og ingenting forventes. Kærligheden vil bare gerne deles. Det er som om den bare vokser og vokser, når den deles.

2017 er året, hvor jeg for alvor har mærket kærligheden på godt og ondt. Kærligheden til mig selv og kærligheden til andre. 2018 bliver året, hvor min kærlighed skal deles med endnu flere og hvor jeg vil skabe rammerne og muligheden for endnu flere smukke og dybe møder. Og hvor jeg vil have modet til at åbne hjertet igen og igen.

Også er der lige det med at jage kærligheden – I år vil jeg oftere stoppe op og se, at den allerede er her i fuldt flor.

Jeg ønsker alle Jer der læser med et smukt og kærlighedsfyldt 2018. Tak for dig og fordi du er i mit liv på den ene eller den anden måde.