Dårlig ledelse? Få 5 råd mod stress på jobbet

af Birgitte Behrendt Kutter

Sidst opdateret 20-8-2020

Reviewer Unknown User

Dårlige chefer kan resultere i stress

fortvivlet og stresset kvinde har svært ved at overskue at arbejdeMåske læser du denne artikel, fordi du oplever, at det ikke er rart at gå på arbejde. Måske oplever du stresssignaler, såsom at du sover dårligt om natten og har tankemylder over dit arbejde. Lysten til at tage afsted om morgenen bliver mindre og mindre, lunten derhjemme bliver kortere og kortere – måske fordi din chef ikke anerkender dit arbejde, og du får ikke den feedback på dine opgaver, som du har brug for.

En af de primære grunde til, at folk mister arbejdsglæde, er dårlig ledelse og er ofte en medvirkende årsag til, at mange skifter job. Det er vigtigt at have et godt forhold til sin chef, da de har en væsentlig indflydelse på, hvilke opgaver du skal løse, og de kan i sidste ende fyre os. Det kan være meget stressende.

 5 gode råd til at håndtere en dårlig chef og undgå stress

  1. Først og fremmest skal du gøre dig klart, hvad det er, du er utilfreds med, og hvad du ønsker chefen skal ændre i sin ledelse af dig. Skriv det ned og reflektér over, om der er noget i din egen adfærd, du skal ændre. Der skal to til at danse tango, og ansvaret for din arbejdsglæde ligger ikke kun på din chefs bord.
  2. Tag en snak med din chef under 4 øjne. Hold dig på egen banehalvdel og vær konstruktiv. Fortæl, hvad den dårlige ledelse betyder for dit velbefindende og kom med forslag. Det kan være, at du oplever, at du aldrig får feedback på dine opgaver. Sig, at du har brug for at få input på det, du løser – både hvad der er godt, og hvad der kan gøres bedre. Husk undervejs at trække vejret, da du på den måde bevarer overblikket og den indre ro i en ubehagelig situation. Det kan tænkes, at din chef er så travl, at han/hun slet ikke har set, at du ikke trives. Chefer har som regel mange bolde i luften og mange medarbejdere, der skal ledes. Så det behøver ikke at være ond vilje. Det bliver du klogere på til den snak, for hvis chefen oprigtigt ønsker, at du trives, så vil det også fremgå i samtalen.
  3. Når du forhåbentlig har haft en god snak med din chef, så følg op på de ting, I har aftalt. Gør det velovervejet og konstruktivt. Træk vejret og lad ikke din frustration styre, hvordan du får formuleret din opfølgning. Forhåbentlig er det for mange opgaver på chefens bord, som gør, at du ikke oplever en ændring så hurtigt som ønsket. Det kan desværre også handle om, at chefen slet og ret er en dårlig chef, som ikke ønsker at ændre på status quo.
  4. Hvis det er sidstnævnte, så tal med din tillidsrepræsentant, hvis du har en. Vedkommende kan ikke ændre din chefs adfærd, men kan bistå sig, hvis du vælger at tage endnu en snak med din chef. Måske kan tillidsrepræsentanten også se et andet job i virksomheden til dig, hvor du kan få en anden og bedre ledelse.
  5. Hvis ovenstående heller ikke hjælper, er tiden desværre kommet til, at du ser dig om efter andre jobmuligheder. Livet er kort, og man skal have det bedst muligt undervejs. Chefen flytter sig næppe foreløbig, og hvis du skal undgå, at din manglende trivsel udvikler sig til en stress-sygemelding, må du tage konsekvensen og passe på dig selv.

Det kan virke bund uretfærdigt – særligt hvis man ellers er glad for sit arbejde og kolleger. Men i givet fald er du ikke den første, som har taget den svære beslutning, og mange oplever, at det giver en forøget styrke og mindre stress, når man tager kontrol over sin situation.

Husk at passe på dig selv

Pas bedst muligt på dig selv i den overgang – sørg for at få din søvn, spis sund, motionér, vær sammen med mennesker i fritiden, der giver dig energi, og hvis du ikke allerede har en hobby, så find en, hvor du kan få afløb for din kreativitet. Den kreativitet, der er stagneret på arbejdet, fordi du har en dårlig chef. Metaforisk formuleret, så mal den sten på vejen, som du ikke kan flytte.

Når du fylder dine depoter op med gode ting, vil du opleve, at dit arbejde ikke længere går dig på i samme udstrækning. Du ved, at det har en udløbsdato, og at der sandsynligvis venter noget bedre på dig. Den dag kommer, hvor du kan se tilbage på det og klappe dig selv på skulderen over, at du stod op for dig selv og gjorde noget ved din mistrivsel.


Skrevet af Birgitte Behrendt Kutter Coach, Stresscoach

Få hjælp

Frederik Engels Michelle Poulsen Katja Rose Inge Merete Søndergaard
Brug søgning via postnummer

Se udvalgte mentorer nedenfor

 

Få hjælp

Frederik Engels Michelle Poulsen Katja Rose Inge Merete Søndergaard
Få hjælp online fra 596 kr./md.

Dårlig ledelse? Få 5 råd mod stress på jobbet

Vi samarbejder med



Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.