Udfordringen med Non - Dualisme - Spiritualitet (Eckhart Tolle, Adyashanti, Gangaji m.fl.)

Skrevet d. 4-8-2017 12:02:05 af Erik Tams - Psykoterapeut, Kropsterapeut, Stresscoach, Coach

Dette indlæg skal ikke ses som et forsøg på at italesætte en endegyldig sandhed om Non-Dualisme men mere som en vinkel og et indspark til refleksion omkring nogle af de udfordringer, som jeg ser med Non-Dualisme, som det udtrykkes af bl.a. Eckhart Tolle, Adyashanti og Gangaji.

Før jeg dykker ind i udfordringerne med Non-Dualisme, vil jeg beskrive min forståelse af Non-Dualismen.

 

Non-Dualismen

Non-dualisme betyder grundlæggende ”Ikke to” men i stedet ”én, som er udelt”. I tilfældet med Eckhart Tolle, Adyashanti, Gangaji m.fl., så handler det om, at erkende at vi i vores essens er udelt fra resten af verden og universet. Nogle vil beskrive det som en oplevelse af kærlighed, andre som en oplevelse af ”ingenting” og andre igen vil sikkert beskrive det som noget tredje. Det afgørende i Non-Dualismen er ikke selve beskrivelsen, men det at erfare vores essens og dermed vores sande eksistens. Det beskrives også som at ”vågne op”.

Målet med at vågne op er, at den nye erkendelse giver et nyt og andet perspektiv på verden, så livet kan leves mere fuldt og mindre optaget af stridigheder, kampe og personlige udfordringer.

En af de væsentlige forhindringer for at erkende vores udelte forbindelse med universet er ifølge Non-Dualismen ego’et. Ego’et defineres ofte som en proces, hvor vi identificerer os med vores personlige historie, fysiske afgrænsning, personlige præferencer, selvbillede osv. Denne identificering skaber en opdeling og adskillelse mellem mig (som en selvstændig enhed) og resten af verden/universet.

Samtidigt skaber identificeringen med min historie og mit billede af mig selv en indbygget usikkerhed hos den enkelte person, fordi selvfølelsen forbindes med et billede, som ikke er stabilt, men kan påvirkes, ændres eller ”ødelægges”.

 

Udfordringen med Non-Dualismen

Udfordringen med Non-Dualismen er ikke målet om at erkende, at vi også er ånd, kærlighed eller, hvad vi nu vælger at kalde det. Udfordringen som jeg ser det er primært 2 forhold:

  1. At Non-Dualismen til tider glemmer at udelt også betyder at inkludere den fysiske krop og personlige identitet. Hvis Non-Dualismen bruges til at adskille sig fra ego’et og fra de daglige menneskelige udfordringer, så har man dybest set blot skabt et nyt split. Nemlig splittet mellem os som ånd og vores krop, personlige identitet osv.
  2. At Non-Dualismen ofte direkte eller indirekte italesætter erkendelsen af vores essens som den primære løsningen på vores udfordringer – og derfor ikke beskæftiger sig meget med den personlige og psykologiske udvikling.

 

Problemet med ovenstående er, at det kan føre til flere mulige vildfarelser, som ikke er konstruktive. De vildfarelser, som jeg her vil pege på er følgende:

a) Mangel på integration og manifestation i den fysiske verden

En del af de udfordringer som mange af os vokser op med er, at vi har opfattet, at der er dele af vores personlighed, som ikke er blevet tilladt, accepteret eller anerkendt. I vores forsøg på at blive elsket har vi bevidst eller ubevist fortrængt eller reduceret adgangen til disse sider i os selv, så vi kunne være det, som vi har opfattet, at vores forældre gerne ville have, at vi skulle være.

Når vi bliver voksne kan dette skabe udfordringer i form af at have svært ved at mærke, hvad vi ønsker eller føler – eller at kunne agere frit og naturligt i forskellige situationer. Et eksempel på dette kan være personen, som er vokset op med en forståelse af, at personens vrede og kraft ikke er accepteret – og derfor har undertrykt sin egen vrede og kraft. En sådan person kan have svært ved at sætte grænser i samspil med andre mennesker og vil også typisk have det svært med andre mennesker, som har god adgang til deres grænser og vrede.

Denne person vil have behov for at få kontakt til sin vrede og at lære at udtrykke den på en konstruktiv måde. Der er således et konkret stykke psykologisk og praktisk arbejde, som personen har behov for at gøre, for at personen kan trives i den praktiske hverdag.

Non-dualismen beskæftiger sig ikke med den form for psykologisk arbejde. Derimod er der en tendens til, at psykologisk arbejde og terapi ikke anses som så vigtigt, fordi det jo beskæftiger sig med en udvikling, der tager udgangspunkt i det personlige – og dermed ”ego’et”.

Dette risikerer at lede i retning af næste mulige ”vildvej”, som er spirituel bypassing.

b) Spirituel bypassing

Bypassing betyder fundamentalt set at springe over eller køre udenom. Det er det samme, der sker, når en person får en bypass operation i hjertet. I de tilfælde etableres der en forbindelse udenom den blokerede arterie i hjertet.  

Problemet med spirituel bypassing er, at de udviklingsstadier, som vi naturligt skal igennem som mennesker, er der af en årsag. De bygger nemlig ovenpå hinanden, og hvis vi forsøger at springe udenom, så risikerer vi, at vi kommer til at bruge spiritualitet til at flygte fra de udfordringer, som vi har i vores daglige liv. Når vi flygter fra problemer i vores liv, så opstår der udfordringer, som minder om det, vi ser i andre typer afhængigheder herunder, at en given oplevelse eller tilstand bliver det vigtigste i personens liv – for det er i den tilstand at personen føler sig ok.

Dermed risikerer personen i sin søgen efter at være ok og i kontakt med sin essens og med kærligheden i stedet at komme til i praksis at agere egoistisk og selvcentret.

 

Afslutning og afrunding

Non-dualisme har fat i noget, der giver mening. Det giver mening, at vi har en essens som er større end vores fysiske jeg, og det giver mening, at vi på den måde også er forbundet og en del af verden og universet.

Udfordringen med Non-Dualisme ligger i det meget ensidige fokus på erkendelsen af vores ”essens”, og dermed manglende fokus på at understøtte og hjælpe den enkelte med håndteringen af sin praktiske og menneskelige eksistens.

Denne udfordring gør, at vi risikerer, at komme til at springe undenom vores problemer i stedet for at arbejde os igennem dem – og dermed forløse dem, integrere dem og vokse med dem.

Det kan også betyde, at spiritualiteten kommer til at få et præg, der minder om en afhængighed, hvor den spirituelle tilstand kommer til at blive den vigtigste i den persons liv.

Jeg er personligt på ingen måde i mod spiritualitet eller noget i den stil. Spiritualitet er et væsentligt aspekt af vores liv og kan være en kilde til meget konstruktiv vækst – men det er i min optik – vigtigt, at et fokus på spiritualitet bliver forbundet med personlig oprydning og personlig udvikling (i den udstrækning, at der er behov for det), så der kan komme en god balance mellem det åndelige, det relationelle/interpersonelle, det psykiske/mentale og det kropslige.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.