Tid til samtale - og mere tillid, mindre spild og mere personlig vækst!

Samtaletid er en mangelvare! Det var mit klare indtryk, da jeg for nogle år siden var med til at undersøge unges vej fra ledig til selvforsøgende. De unge på overførselsindkomster efterspurgte mere tid til samtale med de ansatte på jobcentre, socialcentre og hos anden aktører. Også de ansatte savnede mere tid til samtalerne.

Det kan man godt forstå. Den gode samtale med tid til god kontakt gør underværker - det kan inspirere, motivere og skabe nyt mod, frem for.... det modsatte!

Ret paradoksalt kan ønsket om effektivitet blokere for ægte og bæredygtige processer i kommunerne. Som en del af industrisamfundets ”mere, bedre, bedst” mantraer skal alt muligt dokumenteres, så effektiviteten kan måles! Hvis jeg ikke husker helt forkert, så gik ¼ af tiden til en ”sag” på et jobcenter til samtale og ¾ til administration og dokumentation.

Men hvordan skaber man resultater med at haste mennesker gennem samtaler, der handler om eksistens og fremtid? Mennesker, der måske oven i købet har fysiske eller psykiske problemer, er syge, har sociale udfordringer eller er kommet igennem skolen med en masse nederlag?

Medarbejdere på jobcentre, socialcentre og anden aktører må arbejde i et konfliktfyldt spændingsfelt mellem presset fra lovgivningen og borgernes behov for at blive mødt med tillid. Desværre giver pres og stress blandt medarbejderne mindre overskud og plads til at sætte de små livgivende aftryk. Det er også dræbende for arbejdsglæden. Kontrol og dokumentation kan simpelthen kvæle engagement og det særlige medmenneskelige, som vi nu engang ikke kan sætte computeren til.

En tillidsreform er kommet på den politiske dagsorden. Hvor jeg dog håber på, at det ikke er varmt luft, som nogle debattører mener. Må den blive startskuddet til et mere bæredygtigt og livgivende syn på de menneskelige processer. Om der skabes mere samtaletid til socialrådgivere og mennesker uden for arbejdsmarkedet er et spændende spørgsmål! Jeg håber det inderligt. Og indtil da vil jeg slå et slag for, at dette behandlernetværk bliver brugt inden for de lovgivningsrammer, der er.

Vi kan blandt andet skabe processer med selvrefleksion, udvikling, forandring, tillid til livet og fremtiden, personlig ledelse, stressbekæmpelse osv. Og det er jo dét, der er fundamentet for at blive arbejdsmarkedsparat. Når et menneske er i mental og fysisk balance og i kontakt med sine personlige og professionelle kvaliteter, så kommer inspirationen, virketrangen og motivationen helt af sig selv…. (Hvis vore politikere ellers tør have tillid til det!)