Skilsmisse, tab af job, børn der flytter hjemmefra, dødsfald – Der kan være mange årsager

Skrevet d. 26-9-2018 13:13:06 af Jannie Didia - Psykoterapeut MPF, Coach, Parterapeut, Stressterapeut, Supervisor, Traumeterapeut, Mindfulness instruktør, ID psykoterapeut

 

Sorg kommer ikke kun når nogen dør.
Sorg møder vi også, når vi mister noget, der har stor betydning for os.
Når noget er slut og fører til en radikal livsændring, medfører det ofte store følelsesmæssige udfordringer som sårbarhed, ked-af-det-hed, kropssmerter, ensomhed mm

 

Det er min erfaring, at vi ikke altid er bevidste om, hvilke følelser vi faktisk føler.
I stedet mærker vi ofte nogle ændringer i vores tanker og i krop, og især kroppen kan ”råbe op” med symptomer som f.eks. ændringer i søvn, appetit, ondt i maven/hjertet/hovedpine, svimmelhed, tyngde i kroppen mm.
Alt sammen kroppens måde at fortælle os på, at alt ikke er godt. Ofte kan det hjælpe at tale med venner og familie om, hvordan man har det, men de kan ofte selv være påvirket af det skete, eller man har måske ikke lyst til at bekymre dem yderligere.

 

I stedet for at gå med det alene, og måske indkapsle følelserne, kan det ofte være en stor hjælp at tale med en psykoterapeut, der med forståelse, empati og vejledning kan hjælpe med at afklare de følelser og tanker, der fylder. Det er nemlig sådan, at når vi bliver bevidst om, hvad der sker i en, hvorfor man måske reagerer anderledes end andre i familien, eller som man selv synes man burde reagere, så kan der skabes en dyb forståelse af reaktionen, af sig selv. Jo mere vi føler, vi ikke er helt alene, men at vi sammen med terapeuten kan gå ind i det kaotiske landskab af tanker, følelser og reaktioner, jo mere vil der blive dannet en ny forståelse for, hvad det er der sker, og dermed hvad vi har brug for, for at være det sted i livet. Når vi har fået denne dybere forståelse, er der mulighed for forandring hen mod noget nyt.

 En skilsmisse er også en slags dødsfald. Den kærlighed, der engang var mellem jer, er væk, enten hos den ene eller hos begge. Men uanset om man er enig om det eller ej, om man er den der går, eller den der bliver forladt, kan sorgfølelsen nemt fylde i dig, over tabet af det I engang havde sammen.  

 At miste jobbet kan vække følelsen af sorg. Sorg over tab af identitet. Når det der gav mening/ens interesse/det man har ofret så meget for, pludselig ikke kan fylde i ens liv mere. ”Hvad skal jeg så, hvad har jeg lyst til, hvem er jeg, når ikke jeg har mit job, hvad skal jeg stå op for om morgenen”, er ofte spørgsmål der melder sig.

 Når børnene flytter hjemmefra, flytter sorgen ofte ind. Selvom den unge måske sommetider kunne være lidt besværlig, og på mange måder havde sit eget liv, så formåede den unge også at skabe liv i hjemmet. Et liv der gav mening, til meget af det man selv gjorde. Og pludselig ændrer livet sig for forælderen, der står tilbage. Man opdager, hvor underlig tomt og stille der bliver. En epoke i livet er ovre. Og det kan vække en dyb sorg. Man har sendt ungen flyvefærdig ud af reden, og nu skal man til at finde sig et nyt indhold i livet, men tomheden, tabet af den tid og den livsform man har haft sammen, kan være svært at være med.

 Sorg ved dødsfald – uanset om det er pludseligt eller ventet, om det er sygdom eller selvmord, så skabes der et stort tomrum og meget overvældende følelser. At miste et menneske man elsker, er noget af det mest smertefulde, vi kan udsættes for. At forstå at livet har ændret sig for altid, kan være en lang og svær proces.

 Sorg er et udtryk for, at det, man har mistet, har skabt stor glæde og givet mening i ens liv.

Sorg kan føles på mange måder og af mange forskellige årsager, og hvordan sorgen kommer til udtryk, er individuelt og afhænger af årsagen til at sorg-følelsen er vakt. Men det har også betydning hvilken livssituation man selv står i, og hvilke personlige ressourcer man har at trække på i situationen.

 Vi er forskellige, og vi reagerer forskelligt på sorgfølelsen. Det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at sørge på. Nogle har brug for at tale om, hvordan de har det, og andre har brug for at gå mere stille med følelsen. Nogle græder meget, andre ikke. Nogle har søvnbesvær andre sover meget. Nogle spiser eller drikker meget, andre har helt mistet appetitten.

 Vejen til at lære at rumme de nye livsvilkår kan hjælpes ved at tale om dem, mærke sig selv, være sammen med sig selv fra dette nye sted i livet. Og at mærke, at der er en at følges med, måske bare for en periode, en man kan tale med om det allersværeste, et menneske som vil følges med en ind i de ukendte følelser og tanker, kan være en stor hjælp og støtte.

 Du er meget velkommen til at kontakte mig.

 Bedste hilsner 

 Jannie Didia

 Cert.Psykoterapeut MPF

 

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.