Personlig Udvikling

Gyngestolen

Jeg sætter mig i gyngestolen for at hvile et øjeblik. Jeg er ved at rydde op efter børnebørnene, som har efterladt legetøjet på hver en plet af det blå gulvtæppe.

Gyngestolen har fulgt mig i mere end 25 år, og selvom jeg sjældent sidder i stolen, er den mit vigtigste møbel.  Hver gang jeg går forbi værelset, hvor stolen står, bliver jeg mindet om noget vigtigt i mit liv.

Mens jeg sidder der vandrer mine tanker til en længst forsvunden tid. Til den unge kvinde jeg var dengang og som kæmpede hverdagenes mange kampe, for at få livet alene med sine børn til at hænge sammen. En ung kvinde som levede i håbet om, at børnene kunne blive klædt på til at klare deres kampe på deres hverdages slagmarker.

Dengang var jeg på et kursus i personlig udvikling, som min fagforening afholdte for medlemmer. Fem dage hvor det handlede om mig, og hvor de daglige pligter var sat i bero. Der forgik mange ting på det kursus, vi skrev, vi filmede og vi spillede teater for hinanden. Det var en uge i slaraffenland for mig, jeg nød hver dag i fulde drag. Og selvom hverdagen kom snigende da jeg kom hjem, gik der flere uger før jeg rent mentalt var helt tilbage i hverdagens kampe på den samme gamle slagmark som jeg efterlod for at tage på kursus. Det blev aldrig helt som før. For nu havde jeg fået mange nye værktøjer, til at klare de daglige kampe. Jeg havde fået et andet fokus på de mange daglige valg, og de mange daglige pligter, og det gav mig mere overskud til også at turde leve mit liv.

Et halvt år efter kurset havde jeg glemt kursusindholdet i alle dets detaljer. Hverdagen havde overtaget og rutinerne havde fået nye dimensioner. En dag modtog jeg et brev. Det var dengang man endnu skrev breve, så der var ikke noget specielt ved at modtage brevet, men brevet var specielt og var med til at forandre mit liv.  Jeg syntes jeg kendte håndskriften. Var det min storesøsters? Men hvorfor skulle hun skrive til mig, vi talte jo tit sammen, vi boede i samme by, og så hinanden jævnligt. Jeg kiggede på bagsiden af den lange hvide kuvert, på bagsiden var der intet, ingen afsender. Nysgerrigt flåede jeg kuverten op og inden i lå en seddel med følgende ord: ”Mit mål er at blive gammel og kunne sidde i min gyngestol og tænke på alle de dejlige oplevelser jeg har haft i mit liv”.

Som jeg stod der medbrevet i hånden var jeg tilbage på kursuset, jeg sad der ved bordet med et stykke papir og en kuvert foran mig. Jeg huskede opgaven: ”Skriv på papiret et mål du har for fremtiden, som du ønsker at opfylde. Put papiret i kuverten, og skriv dit navn og adresse på kuverten”. Herefter samlede lærerne kuverterne sammen og jeg stod nu et halvt år efter med det i hånden, og havde glemt alt om det brev.

I de næste par måneder så jeg på gyngestole både nye og brugte. Jeg overvejede hvilken gyngestol jeg ville have med mig gennem mit liv. Der gik nogle måneder inden jeg valgte en som jeg købte. Siden har min gyngestol fulgt mig, og været en vigtig brik i mit liv. For hver gang jeg ser den, tænker jeg på at jeg skal samle dejlige minder, som jeg kan hygge mig med, når jeg ikke længere er stærk nok til at gå ud i verden og opleve.

Blikket falder på en lille gren fra haven som ligger der mellem legetøjet. Grenen har fungeret som tryllestav for et af børnebørnene. Endnu en dejlig dag er ved at være slut og jeg rejser mig for at samle legetøjet sammen. Mine dejlige børnebørn, i dag er mindet om dem spredt over hele gulvet, i dag er de stadig små, men en dag er de blevet store og har ikke den samme tid til os gamle, og så vil jeg sidde i min gyngestol og huske …..