tanker om livet

Skrevet d. 1-3-2018 08:31:40 af Tove Rasmussen

tanker om livet

https://pics.gomentor.com/p/id_8939__b_0__ext_jpeg__w_180__sc_1/gomentor profil.jpg

Solen skinner gennem de u-pudsede vinduer, og kaster mønstrede skygger på mine hvide vægge. Et bombardement af vitaminer til min kreative hjerne. Jeg går i stå et øjeblik i det store evige NU, mens livet stresser forbi udenfor, uden helt at vide hvor det vil hen.

Jeg bliver taget af en tanke og kommer tilbage til det flydende NU og en sætning, jeg engang læste i en af Kenn Wilberts bøger ”.. du var faret vild i livets berusende film”. Mere præcist og smukt har jeg vist ikke hørt det udtrykt før. Det at gå ved siden af sig selv, bag ved sig selv, foran sig selv, men aldrig rigtigt - lige her og lige Nu med hele sin fulde opmærksomhed og viden om at KUN dette øjeblik eksisterer - ALT andet eksisterer kun som erindringer, sammen med et ønske eller en frygt for ”en fremtid” og et andet sted.

Det er mærkeligt at tænke på for det skete jo! Men det er ikke noget som sker lige nu.

Tiden som en lineær tid er noget vi mennesker har fundet på, ligesom vi opfandt en kalender, et døgn, en uge, en måned osv.

Tiden går, - Tiden kommer, er begge udtryk vi ofte bruger.

Tiden går, er underforstået nu har vi brugt tiden og den er ikke mere til at ændre. Det som er sket er sket, og kan ikke ændres. Men hvis intet eksisterer i fortiden, kan du så ændre erindringen i Nuet? Er tankens kraft så stærk, at du kan ændre fokus på din erindring og derved ændre dine følelser for det der var?

Og tiden kommer, er underforstået at vi også har tid at bruge fremadrettet. Men hvad hvis der ikke er noget om lidt? Har vi så unødvendigt bekymret os om det som kan ske af katastrofer, og som har været årsag til at vi frygter livet, og dets mange reelle og indbildte farer?

Eksisterer der andet end lige NU og lige Her?

Indianerne har mange fortællinger om livet. Et af de billeder som jeg synes er meget smukke handler om de sorgperiode vi gennemlever i livet:

”Livet er en vej. Sammen går vi alle på vejen. Nogle er langt foran og nogle er langt bagefter, men vi følges med alle dem som vi holder af og som betyder noget for os. Vores venner og vores familie. Vejen er livet vej. Den bugter sig igennem landskabet, og nogle gange går det op af bakke, og andre gange går det ned af bakke. Vi går sammen på vejen, fra vi bliver født til vi dør. Alle kommer til på hver sin plet på vejen når de bliver født, og alle forlader vejen fra hver sin plet når de dør. Når nogen dør, falder de om på vejen, og vi stopper op, siger farvel og fortsætte vores vandring, hvis vi stopper op i for lang tid, er de andre ikke længere at se og vi vil ikke længere kunne nå dem. De døde tager de døde når vi alle er gået videre.”

Søren Bruun og hunden Nuser sidder på en badebro og ser ud over vandet

Søren Bruun siger: ”En dag skal vi alle dø, Nuser..”
Nuser svarer: ”Ja, men alle de andre skal vi det ikke..”

 At vi en dag skal dø er et grundvilkår som er givet os i dåbsgave. Den lille ordveksling mellem Søren Bruun og Nuser kan forstås som to forskellige fokus vi har lige Nu i dette øjeblik på denne badebro. Den ene (Søren) har fokus på den dag vi dør og den anden (Nuser) har fokus på alle de dage vi ikke dør.

 Hvor er dit fokus?

 – er det her og nu i dette øjeblik hvor du læser disse ord?


Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.