Skrevet d. 14-11-2018 20:22:37 af Magnus Rösing - Psykoterapeut MPF, Terapeut, Coach, Parterapeut
Mange reagerer på udtrykket ”sorgarbejde”, idet udtrykket kan have en ufølsomhed i sig samt en manglende forståelse for den som er midt i en sorg. Det kan virke kynisk for den som er ramt af sorg og befinder sig midt en personlig krise. Du har måske mistet en som har været tæt på dig gennem længere tid i livet. Med dette udtryk føler du dig ikke set. Men for en person som er kommet igennem sin sorg og fået oplevelsen at det er muligt at finde tilbage til et nyt liv, kan bagefter se tilbage på denne proces som netop at arbejde med sin sorg, et sorgarbejde.
Men hvad er sorg?
Sorg kan have mange forskellige årsager og betyde forskellige ting; sorg over en død person som har været meget nær. Men også sorg over en relation, som nu er brudt. Det som er fælles er følelsen af, at noget inde i dig som har fået lov at være en vigtig del af dit liv og fyldt dig helt og holdent* - nu mangler.
Denne del som før var så meget liv, er nu ikke længere hos dig. Og hvad det end er som mangler hos dig, så er det bogstaveligt gået bort fra dig. Og måske begynder det først nu at gå op for dig at det er for altid.
Går man i dybden med hvad der sker under et sorgarbejde, så når man frem til, at den sørgende har oplevelsen af at bære på noget dødt inde i sig. (Som ikke nødvendigvis altid er identisk med det man har mistet.) Og som man af og til helt identificerer sig med, og kan have meget svært ved at frigøre sig fra.
Denne frigørelsesproces er igen en del af sorgarbejdet. Og hvad dette betyder har de gamle greæker udtrykt meget klart: Dér hvor du er, er døden ikke og dér hvor døden er, er du ikke. Men for den som sørger sættes denne sandhed ud af spil for en tid. I sorgens inderste væsen er der en tøvende vilje til at holde fast i det som nu er dødt eller har forladt en.
Men sorgarbejdet indeholder også det modsatte: At ville frigøre sig fra denne tilnærmelse. Slippe taget og vælge livet, eller måske endnu bedre; at vove at vælge livet. For uanset hvor gerne du end ubevidst vil nærme dig det du har mistet, i troen på at det kan genopstå og blive til igen. Som det altid har været. Først da, når du kan give efter og slippe døden fri inde i dig, at døden og livet kan få en virkelig relation til hinanden, for dér hvor du er, er døden ikke, og dér hvor døden er, er du ikke. Men for at hele du skal forstå dette, kan det i mange tilfælde tage lang tid, det er et arbejde som skal gøres, som har helt sin egen tid: et sorgarbejde.
Om fastlåst eller fastfrossen sorg
Somme tider kan sorgen blive permanent; tillukket og frossen i en indre kokon og formår ikke at udvikle sig, og sådan har det måske været i lang tid.
Men sorgarbejdet har sine forskellige stadier som skal leves igennem og have sin tid.
For dig som befinder dig midt i din sorg, opleves det naturligvis ikke som noget som kan udvikles og forandres, men som noget der har slået rod inde i dig.
Det betyder at du lige nu ikke kan se dig fra noget som helst andet perspektiv end en som er næsten helt i symbiose med det som forlod dig,
Det synes at være helt umuligt at se dig selv som en som også har et liv foran sig. Det er så svært at vove at give slip på denne del inde i dig, som du har mistet, det som er dødt og gået bort fra dig og nu begynde at vove sørge.
Ubevidst i denne frosne tilstand, dette kokontilstand bærer du måske på følelsen af, at det ville være et svigt af den døde, hvis du giver slip.
Har man mistet nogen ved skilsmisse kan et sådant kokontilstand, hindre en i at tage fat i sit liv, sørge over det som har været, det man har mistet og gå videre med sit liv.
Bitterheden over den anden kan mange gange være nemmere at håndtere end spørgsmålet alle burde stille sig: ”Hvad er min del i det her, hvordan kan jeg gå videre på trods af min længsel efter det som har været?”
Vrede mod det du tabt
Oplever du voldsom vrede mod det du har mistet kan dette fungere som en beskyttelse, et forsvar mod den ked af det hed som du også bærer på, men som du gør alt for, med vredens hjælp, at holde fra dig. Denne måde at reagere på er meget kortsigtet. Det kan være lettere at holde fast ved en vred del inde i dig end at vove nærme dig den mere smertefulde del af sorgen og det oprigtige savn. Men det modsatte kan også gælde, dvs. at der også findes en hadefuld og vred side inde i dig som ikke erkendes af dig. For alle følelser som kommer op er normale, alting har sin tid, sorgen sin og vreden sin, savnet, længslen og håbløsheden sin. For når besværlige følelser erkendes og får mulighed for at komme frem gives også plads til glæden, nysgerrigheden og det lyse inde i dig.
Følelser skal ikke høre op, tværtimod skal man tillade sig at have mange følelser, for man skal ikke hage sig fast ved en, men tillade sig at have mange.
Svære følelser bærer ofte det med sig, at det får os til at tro at vi går under når vi nærmer os dem.