Om at føle sig forkert, forkastet, fortabt... og forvandlet.
Skrevet d. 18-5-2018 18:42:18 af Dorte Mathilde - Psykoterapeut
Kender du oplevelsen af at blive afvist, forkastet eller ’bare’ ikke at blive set og hørt, som den du er?
Hvis ja, så kender du også følelsen af den dybe smerte, der er forbundet med det, af skammen og oplevelsen af at være forkert og anderledes.
Måske har du gået rundt med de indre oplevelser af at være afvist som den du er, uden rigtig at erkende det helt for dig selv eller måske har du erkendt det, og har måske ’blot’ mere eller mindre affundet dig med, at det jo nok bare er dig, der noget helt galt med.
Måske har du negligeret det, slået det hen og blevet så vant til at slå dig selv oven i hovedet med ikke at være god nok, ikke at gøre det ’rigtige’ og ustandselig bebrejde dig selv for alt det, du kunne have gjort bedre, og tænkt, at hvis du nu bare kunne være en anden end den du er, så ville du måske omsider blive budt ind i varmen.
Eller måske har du allerede prøvet alt hvad du kunne for at gøre de ’andre’ tilfredse med dig. Forsøgt at forme dig selv, så de kunne elske dig og tage dig ind i varmen. Måske har du erfaret, at det aldrig lykkedes, at lige meget hvad du gjorde, så udeblev den indre følelse af at være god nok og.. dybest set.. værd at elske.
Måske har du endda givet op. Stoppet med alle forsøgene på at blive elsket og accepteret, set og budt velkommen. Måske forsøger du i stedet at forsvinde fra verden, flygte ind i andre verdener, skade dig selv mest muligt eller måske har smerten og skammen gjort dit indre til et kogende og intenst had mod den verden, der har afvist dig.
Måske bliver du voldelig og slår med ord og næver og lader afmagten gøre dig ufølsom og hård.
Måske sprænger du dig selv eller andre i luften, mishandler levende væsener og ødelægger alt, hvad der er sårbart..
Eller måske er du blevet så træt, at du har sat dig ned og har opgivet at flygte mere.
Måske giver du endelig efter for gråden, lader sorgen få plads, og hulker fortvivlet og længe. Lader det være som det er. Accepterer i stilhed, for du ved det er nok nu og du orker ikke længere at være noget, du ikke er.
Måske er du nu begyndt at mærke dig selv, få øje på dig selv, række ud efter det sårede i dig, der har ventet tålmodigt på, at du fik tid og rum og plads. Måske mærker du en nænsomhed og varme, der langsomt begynder at pulsere og få liv… Mærker at dit hjerte gradvist fyldes med ømhed og medfølelse, mens du lytter intenst til fuglenes sang og øjner, hvor smuk du er.
