OCD – obsessive-compulsive disorder

Fanget i sin egen krop

Jeg blev gravid i år 2004. Jeg var på daværende tidspunkt 17 år. Blev så alenemor efter 3 måneder. 

Jeg fik mig en stor lækker lejlighed og det hele kørte bare på skinner. Da jeg var omkring 5-6 måneder henne følte jeg en enorm trang til at gøre rent. Ja ja tænkte jeg det er da bare hormonerne der er ude af kontrol helt normalt. Men det blev bare værre og værre jeg gjorde rent det meste af dagen og mange gange også om natten. Jeg var konstant træt.

Min smukke søn blev født den 21-4-2005 og jeg fandt sammen med min vidunderlige kæreste, som var klar til at være far for min prins. Vi var lykkelige lige indtil en dag vi var ude at gå og en dame rørte ved min søn. Jeg kunne mærke angsten og panikken brede sig i hele kroppen. 

Mit hjerte hamrede derudaf og jeg blev helt svimmel. Jeg kunne slet ikke have hendes beskidte hænder på min lille søn. Vi gik hjemad mens jeg spekulerede meget over hvad der egentlig skete.

Hvorfor gik jeg i panik hvorfor blev jeg dårlig ? 

Efter den dag blev mit rengøringsvanvid meget værre. Jeg gjorde rent dag og nat og følte aldrig der blev ordenligt rent. 3 måneder senere var jeg gravid igen det var vidunderligt vi skulle have en dreng mere.

22-3-2006 kom vores lille dreng til verdenen efter en hektisk og ikke planlagt fødsel på badeværelset i min lejlighed.

Alt gik godt og vi var med ambulance til tjek bagefter alt var perfekt.

Da vi kom hjem igen kunne jeg nu mærke mine tanker fare rundt konstant var jeg ved at blive sindssyg?

3 måneder senere købte vi den lækreste barnevogn med plads til søskende sæde.

Vi skulle på besøg hos min mor solen skinnede det var meget varmt og vi skulle hjemad, men der skete mit værste mareridt.

Stellet på barnevognen kunne ikke tåle varmen og knækkede først længst væk fra mig, og derefter i den anden ende.

Jeg nåede at gribe min ældste søn inden hans lille hoved ramte kantstenen.

Min yngste søn fløj ud af barnevognen og ramte med hovedet ned i fortovet.

Jeg kunne høre lyden da han ramte.

Jeg fik ham op i mine arme han trak ikke vejret.

Jeg skreg så højt jeg kunne efter hjælp og, der blev ringet til en ambulance imens prøvede jeg at puste liv i min søn.

Han vågnede gudskelov. Han var døsig, men han trak vejret.

Ambulancen kom og overtog.

Jeg fik ringet til min mor og hun hentede min ældste søn så jeg kunne tage med til sygehuset.

Min kæreste kom senere. Vi blev indlagt og han slap med en kraftig hjernerystelse.

Derefter brød min OCD for alvor ud.

Jeg kunne ikke klare, der kom mennesker i lejligheden for jeg vidste ikke hvilke bakterier de tog med ind.

Min kæreste og familien skulle i bad med det samme hos mig og låne noget af mit rene tøj hvis de ville besøge mig…

Min omgangskreds var jeg nød til at lyve for, så ikke de kom på besøg.

Jeg turde ikke fortælle sandheden og da jeg endelig gjorde snakkede de bag min ryg og forsvandt stille og roligt ud af mit liv.

Jeg var stresset hele tiden kunne slet ikke finde ro havde virkelig svært ved at aflevere børnene i vuggestuen.

Alle de bakterier. Jeg mistede alt kontrol over mig selv og fik flere og flere angstanfald.

Jeg tog mig sammen og fortalte min sundhedsplejerske om mine problemer og gik til lægen. Jeg har levet med min OCD i næsten 9 år nu.

Jeg har været hos utallige psykiater og været i behandling hos en dygtig psykolog på skt. hans hospital i et halvt år (kognitiv terapi).

Desværre uden den store effekt. Jeg går stadig hos min psykiater i køge,  men har også der fået af vide der ikke er mere at gøre.

Jeg har prøvet alle former for medicin og har nu valgt at blive på min nuværende dosis da min krop ikke kan klare mere. Jeg kæmper med min OCD hver dag hver eneste time og minut for at undgå det bliver værre.

Jeg har i de 9 år med sygdommen følt mig fanget i en andens krop, og har bare ikke mulighed for at slippe fri, men gudskelov har jeg mine drenge de holder mig i gang og giver mig alverdens glæder hvis jeg ikke havde dem i mit liv… ja hvem ved ….