Skrevet d. 10-7-2019 08:41:43 af Lotte Kornum Aagaard - Psykoterapeut MPF, Mindfulness instruktør
Du kender måske fornemmelsen af problembjerget, som bare er for uoverskueligt og du ikke føler du har kræfter til at bestige - du kan være ramt af stress, angst, skilsmisse, arbejdsløshed eller noget helt tredje, som har ramt dig og din tro på dig selv. Du står og kigger op på problembjerget, som måske virker så skræmmende og truende, at du måske er bange for at blive blæst bagover.
Jeg arbejder - både i terapien og på mine forløb med mindfulness - ud fra den grundantagelse at alle mennesker indeholder en kerne, hvor vores udviklingsressourcer findes. Når vi har kontakt til denne kerne, er vi i balance med os selv, vi kan se og udtrykke os klart og gør de ting, der skal gøres, fordi det føles rigtigt for os og ikke fordi andre forventer det. Vores kerne er kilde til udvikling hele livet igennem. Kontakt til kernen og de indre ressourcer kan f.eks. opnås gennem forskellige øvelser fra mindfulness.
Når vi har adgang til de kvaliteter og ressourcer, vi finder i kernen - glæde, empati, livskraft, ro, harmoni, medfølelse, selvværd - kan vi få opbygget et ressourcebjerg. Her står du på toppen af dit solide ressourcebjerg og er kommet i øjenhøjde med problemerne, og det hele føles mere overskueligt og til at gå til. Du kan møde dine udfordringer med f.eks. styrke og mod i stedet for opgivelse og modløshed.
Jeg selv har været igennem en del udfordringer de sidste 5 år - lige fra skilsmisse, arbejdsløshed, til de udfordringer jeg mødte i forbindelse med at starte op som selvstændig. Her har det i høj grad været en stor hjælp og nødvendigt for mig, at opretholde en god kontakt til min kerne. Min kerne rummer bl.a. kreativitet, gå-på-mod og styrke, som alle er nogle kvaliteter, som jeg - og alle andre selvstændige - har brug for som en del af ressourcebjerget.
Måske indeholder dit ressourcebjerg medfølelse og ro til alle tankerne om, hvad du skal nå - måske er det kontakten til kærlighed og glæde, som du har brug for lige i øjeblikket? Eller måske noget helt tredje.....
Hvis du er klar til at bytte de negative og opgivende tanker ud med positive og styrkende tanker, så se hvordan jeg kan hjælpe dig med at få kontakt til DIN indre kerne og dine ressourcer.