Kan man slippe stress, angst og depression ved at gøre INGENTING???

Skrevet d. 21-9-2018 09:57:26 af Benjamin Kobborg - Psykoterapeut, Supervisor, Coach, Stressterapeut

Det korte svar er JA - og NEJ...

Den nyeste forskning indenfor metakognitiv terapi viser, at psykisk mistrivsel og sygdom opstår hos de af os, som har tendens til at rette fokus indad, så vi grubler og bekymrer os om, hvorfor vi har det som vi har det.

Hvis vi bruger timer på at analysere, hvorfor vi blev angste i en bestemt situation, eller på at prøve at forstå vores nedtrykthed, andres reaktioner, tragiske omstændigheder mv. så bliver det en ond cirkel, hvor vi hele tiden minder os selv om det ubehagelige og på dem måde gradvist forstærker det og dermed også selve ubehaget - det man kunne kalde symptomerne.


Lær at lade det være - gøre ingenting

I metakognitiv terapi lærer man at lade sine tanker være, ikke at engagere sig dybt i dem, i hvert fald ikke dem, som giver ubehagelige symptomer. Det lyder provokerende simpelt - skulle det virkeligt være nok til at kurere psykisk mistrivsel og sygdom kunne man spørge? Svaret er, at der efterhånden er ret omfattende forskning på området og denne forskning viser, at fx 80% med angst bliver raske.


Er det altid nok at gøre ingenting?

Er det altid nok? Nej, metakognitiv terapi kan hjælpe dig ift. opmærksomhed og tænkning, men er du fx i et voldeligt forhold, på en arbejdsplads med mobning eller lignende, så er der brug for handling. Her kan terapi højest være et gavnligt supplement - en del af løsningen -  men aldrig træde istedet for handling. Man skal altid gøre det der SKAL gøres - handle til man har gjort det nødvendige.


Kradseterapi er ikke en langtidsholdbar løsning

I megen terapi arbejder man med at tale sig ned i problemerne, ud fra en forestilling om, at man skal forstå og finde løsninger. Typisk vil man føle en her og nu lettelse - det er rart, at få lettet sit hjerte - og man kan også få nye nuancer på, som kan hjælpe. Men hvis man lærer, at hver gang man har en negativ tanke, så skal man bruge tid og energi på at overbevise sig selv om, at den ikke er sand, så får man et hårdt liv. Vi har nemlig alle masser af negative tanker - og faktisk er det ikke dem som er problemet. Problemet er, hvis vi stopper op ved hver eneste af dem - grubler, analyserer, dyrker dem. Hver gang vi gør det, fortæller vi nemlig vores system, at sådanne tanker er farlige og at det er nødvendigt at være på vagt - også er vejen til angst, stress, depression, tvangstanker mv. sikker.


Hjernen kan selv

Den metakognitive forskning viser, at vores hjerner i høj grad fungerer som vores krop. Har vi et sår, så er det bedste at lade det være, ikke konstant kradse i det, så heler kroppen sig selv. Vores hjerne fungerer på samme måde. Derfor kan man godt lidt forenklet sagt sige, at løsningen på psykisk mistrivsel er at gøre ingenting.


Hvordan gør man ingenting

I metakognitiv terapi arbejder vi bl.a. intensivt med vores opmærksomhed, lærer at kontrollere den og lærer samtidig at adskille os selv fra vores tanker - gennem helt konkrete og praktiske øvelser. 

Vil du vide mere?

Vil du vide mere, så kontakt metahusdk for gratis forsamtale - og hør om dine muligheder for at få hjælp.


Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.