Husker du at lytte til kroppens signaler?

Skrevet d. 14-2-2019 15:29:05 af Lene Belling - Stresscoach, Coach, Mindfulness instruktør

Det gjorde jeg nemlig ikke selv. Med det resultat at jeg røg ned med et kæmpe brag. I et stresssammenbrud, der endte med en længere sygemelding, angst og antidepressive piller.

Det var absolut ikke et rart sted at være, og ikke noget jeg ønsker for nogen.

Det hele startede om sommeren, hvor jeg blev omplaceret på mit daværende arbejde. Jeg havde et job som jeg elskede at stå op til hver dag. Pludselig var hverdagen bare ikke den samme mere. Virkeligheden var slet ikke som jeg gerne ville have den skulle være. Og i stedet for at omstille mig til det nye, kæmpede jeg for at holde fast i det gamle – som jo var væk, og ikke ville komme tilbage Men jeg ville have det anderledes. Men det var bare ikke sådan.

Og lige der, startede de søvnløse nætter. Jeg vendte og drejede mig hver evig eneste nat i lang tid, og var efterhånden ret knæsat af mangel på søvn. Stress kan give søvnløshed og søvnløshed giver stress. En ond cirkel var startet.

Men jeg forbandt det ikke med stress. Jeg troede bare, at hvis jeg nu tænkte og tænkte på muligheder for at vende tilbage til det jeg havde mistet – så ville der nok komme en løsning. Den kom bare ikke.

Her begyndte min mave også at bøvle, og jeg fik udslæt. I stedet for at forbinde det med det jeg havde været igennem, begyndte jeg også at bekymre mig om mit helbred. Og det blev værre og værre. Søvnen blev om muligt endnu mere dårlig.

En dag tog jeg mig sammen, til at slå vejen forbi min læge. Nu MÅTTE hun altså hjælpe mig med mine evige maveproblemer og så det udslæt! Men det blev en helt anden konsultation, end den jeg havde forventet.

Et blik. En hånd på min og en bekymret mine, og jeg brød totalt sammen foran hende. Det var dråben der fik bægeret til at flyde over, og jeg var meget lille, meget svag og meget ked af det, som jeg sad der og lyttede til hende, da hun sagde til mig at jeg havde stress, krydret med en depression.

Jeg blev prompte sygemeldt, fik udskrevet en recept på antidepressive piller og fik besked på, at tage hjem og så måtte jeg i øvrigt ikke være alene den første uge, for hun var meget bekymret for mig!

Jeg satte mig ud i bilen, og anede ikke hvor apoteket lå. Jeg har boet i samme by hele mit liv, og jeg kunne ikke engang finde ud af, at køre den vej jeg har kørt 1000-vis af gange før.

Jeg kan slet ikke huske hvordan jeg kom ned og fik hentet de piller og hvordan jeg kom hjem, men jeg husker tydeligt de næste dage og nætter. Gråd om dagen. Voldsomme mareridt om natten. Hvis jeg da i det hele taget fik sovet bare lidt.

De næste mange måneder står som en tåge for mig, men det lykkedes mig at komme nogenlunde ovenpå igen, og komme tilbage på arbejde. Men jeg var slet ikke klar, og midt i det hele begyndte et smertehelvede, fra kroppens led. Nu begyndte mit psoriasis i leddene at røre på sig igen, og jeg troede at et ophold på gigtsanatoriet kunne redde mig, så jeg søgte og fik bevilliget en uges ophold. Få dage før jeg skulle afsted, måtte jeg sygemelde mig med stærke smerter i ryggen.

Da jeg ankom, var jeg som en klud. Svag, træt og grådlabil. Men de første dage gjorde mig godt, og især træningen i varmt vand og roen der er sådan et sted, fik mine smerter til at falde bare lidt til ro.

Så kom fyresedlen. På 4.dagen blev den sendt med bud. Jeg var fritstillet og skulle ikke vise mig på jobbet mere!

Da chokket havde lagt sig, var det som en befrielse. Jeg kunne endelig slippe alt det, jeg forgæves forsøgte at klamre mig til.

Ud af hele denne her historie, opstod også en brændende lyst til at hjælpe andre i samme situation. For der ER en vej ud. Men første skridt er altså at lytte godt efter, når kroppen prøver at fortælle dig, at der er noget galt. Nogle af symptomerne på stress kan være:

Søvnløshed

Uforklarlige smerter

Maveproblemer

Hudproblemer

Forværring af kronisk sygdom

Så mit råd til dig, der oplever nogle af disse symptomer. Se at komme omkring din læge. Hvis lægen ikke finder nogen forklaring på dine symptomer, så husk at stoppe op, og lyt efter. Hvad er det kroppen så prøver at fortælle dig? Hvad er det i dit liv som ikke fungerer?  

Pas godt på dig selv. 


Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.

Denne hjemmeside anvender cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse. Læs mere