Skrevet d. 1-6-2017 15:18:21 af Lene Belling - Stresscoach, Coach, Mindfulness instruktør
Inden jeg gik ned med stress, havde jeg levet i mange år, hvor jeg var vildt dedikeret til mit arbejde. Jeg var ikke bare Lene. Nej, jeg var sekretæren Lene. Jeg brændte virkelig for det jeg lavede 24/7, og kunne finde på at tage arbejde med hjem, hvilket skete ret ofte i travle perioder.
Det var blevet min identitet. Sekretæren Lene Belling. Lige indtil den dag, hvor opsigelsen kom - som et kæmpe, kæmpe chok!
Jeg skal lige love for at tæppet blev revet væk under mig. Jeg følte mig skrottet. Smidt ud. Vraget. Nedværdiget. Hvad i alverden skulle jeg nu tage mig til? Jeg havde lagt så mange kræfter og timer i mit arbejde – hvorfor skulle jeg fyres på den måde? Bitterhed skortede det heller ikke på!
Ud over chokket kom også en overvældende angst for fremtiden. Jeg havde selv planlagt, at jeg skulle blive i det firma til den dag jeg skulle på pension. For ud over at være fuldstændig vanvittig sikker på, at jeg skulle blive der resten af mit arbejdsliv – så troede jeg også, at min arbejdsgiver var enig i den overbevisning.
Det var de ikke, og det er her jeg mener, det er så hamrende vigtigt at huske, at et ansættelsesforhold er tovejs.
For mig stod det heldigvis ret hurtigt lysende klart, hvad jeg skulle med mit liv – men det er en hel anden og skøn historie.
Min pointe? Jeg oplevede det selv. Jeg har set det hos nogle af de klienter der har været hos mig, og jeg har set det i min nærmeste omgangskreds. Mange mennesker nærmest BLIVER deres arbejde. Deres arbejde bliver deres identitet.
Dermed ikke sagt, at du ikke skal gå op i dit arbejde – for det skal du selvfølgelig. Men der er også en hårfin grænse, hvor du skal huske også bare at være dig. Ikke sekretæren, konsulenten, tømreren, sælgeren, direktøren, flaskedrengen eller hvad du nu måtte være ansat som.
Du skal huske at du ikke ER dit arbejde – du HAR et arbejde.
Et arbejde som du forhåbentlig er glad for, og gerne vil lægge gode kræfter i – men også et arbejde hvor du kan slippe rollen, holde fri og bare være dig.
Jeg bliver ofte spurgt, om jeg som coach og mindfulness instruktør, så ikke arbejder endnu mere end før. Nej, det gør jeg ikke – for jeg har lært lektien. Når jeg arbejder er jeg 100% dedikeret – men når jeg holder fri – så holder jeg altså fri og så er jeg bare Lene.
Håber dette kan give stof til eftertanke – og så husk at passe godt på dig selv. Du er den nærmeste til at gøre det.