Skrevet d. 31-10-2016 15:13:37 af June Werenfeldt - Psykoterapeut, Parterapeut, Coach, Stresscoach
Fra naturens side er vi udstyret med aggression og vrede – og i et evolutionært perspektiv er det hensigtsmæssigt, da det er med til, at sikre os overlevelse. Aggression er en ressource-kilde, vi kan trække på i situationer, der kræver en ekstra energi-udladning – en ressource-kilde vi kan trække på, når vi skal beskytte os selv og vores nærmeste, når vi skal skaffe os det vi har behov for, og når vi skal værne om det.
Fx har det i vores fortid været nyttigt, at brøle, puste os op og være frembrusende og aggressive, når vi har skulle beskytte vores boplads og jage potentielle fjender på flugt. Ligesom det har været nyttigt, at hæve stemmen og være tydelig i vores markeringer, når der har været uro og optøjer i flokken. Nyttig har aggressiv adfærd også været, når vi har kæmpet med en rival om fx et bytte, et territorium eller retten til at formere os.
Mindre hensigtsmæssigt er det dog, når vi i dag fx kommer til at hidse os op …..og måske brøle ved middagsbordet, fordi Julie og Mads på 3 og 5 år ikke kan sidde stille – Julie og Mads er helt sikkert ikke begejstret for, og ej heller tjent med, den ekstra energi-udladning. Ligeså lidt hensigtsmæssigt er det, når vi ryger helt op i det røde felt i trafikken, fordi andre folk ikke kører som man ’bør’ …..i hvert fald efter vores opfattelse, eller når vi giver vores partner en svada på den store klinge, fordi han/hun aldrig gør…… eller altid er så……….!
I min praksis møder jeg mange, og i overvejende grad mænd, der har ovenstående uhensigtsmæssige adfærd. De fleste oplever, at det har negative konsekvenser for dem på den lange bane, og de skammer sig over, ikke at kunne styre vreden på den korte bane - de er mere vrede og aggressive end de og deres omgivelser synes om.
Der er hjælp at hente, og lad ikke skammen holde dig tilbage. Få hjælp til, at se på de situationer der trigger din vrede – måske finder du ud af, at du blot gør det du har lært (du har sandsynligvis en far/mor, der reagerede på en tilsvarende måde), eller det kan være du finder ud af, at du har andre følelser på spil fx magtesløshed, føler dig misforstået, i underskud, bange, krænket mm, og hvis det er tilfældet, er der andre og mere hensigtsmæssige måder, at håndtere det på end vrede og aggressivitet.
Er du interesseret i, at få hjælp til at håndtere din vrede, er du velkommen til at kontakte mig.
June Werenfeldt
Terapeut og Coach