Er du klar til et jobskifte?

Skrevet d. 20-12-2018 08:38:59 af Rasmus Visby - Coach, Stresscoach, Parterapeut

Er mandag morgen slem, fordi du skal på arbejde? Er lønsedlen din største motivation i dit arbejdsliv? Så er det måske på tide med et nyt job. Juleferien bruges af mange til at overveje den slags.

Overvejelserne kan med held struktureres lidt. Brug tid på at stille skarpt. Det kan tage lidt tid, at finde ud af hvad du egentlige bliver glad af - hvor dine styrker er - hvor den gode energi opstår. En persontypetest kan bla. bidrage til dine overvejelser. Du kan have været så længe i et forkert job, at du har mistet det klare blik for dine ønsker.

Kast med fordel også et blik på de vilkår, der låser dig eller gør dig nervøs. Når uroen i maven melder sig og overskygger lysten til jobskifte, kan du med fordel give din uro et realitetstjek. Tal overvejelserne igennem. Også angsten for det ukendte. Når udfordringer bliver konkrete og velbeskrevet, viser løsninger sig ofte og udfordringerne bliver mindre uoverstigelige.

Brug også lidt tid på de personlige udviklingsområder, du har. Et jobskifte kan være sundt, men nogle gange flytter udfordringerne med, fordi der er personlige aspekter, der udfordrer dig i dine jobs. Nissen flytter med, så at sige. Men det behøver den ikke, hvis du tager livtag med 'nisserne' forinden. Her kan samtaler med en coach styrke dit klarsyn.

Med dette fokus undgår du i højere grad også skuffelsen, når ALT ikke bare bliver godt af et jobskifte. Men med det rette valg, og arbejde med dig selv, bliver meget nok bedre.

Nyd ferien, overvejelserne og nytårsforsætterne :)

Rasmus

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.