Skrevet d. 5-3-2016 22:02 af Carit Abrahamsson - Psykoterapeut, Stressterapeut, Coach
Det er min oplevelse, at vi lever i et indivduialistisk samfund, hvor fællesskabet har trænge kår. ’No man is an Island’, som John Donne skriver, men det kan godt føles sådan.
Ensomhed er en tung og livsbegrænsende stemning. Det er en følelse af afskårethed på et dybt eksistentielt plan. Den kan være alt opslugende og optræde lige så nærværende i selskab med andre som alene. For ensomhed er ikke det samme som at være alene, selv om det kan være en del af e...nsomheden.
Samtidig opfatter jeg ensomhed som et grundvilkår for alle mennesker, og du må som menneske finde ro med, at andre aldrig fuldt ud vil kunne forstå, hvordan det er, at være dig. Det kan være svært - specielt, hvis der ikke er nogen i nærheden, som prøver at forstå dig.
Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil er 263.000 danskere ofte alene på tidspunkter, hvor de hellere ville være sammen med andre.
Ensomhed handler om tilstedeværelse af indre tomhed, af en usynlig glasklokke der omfavner dig som et fængsel, og holder dig på afstand fra dem omkring dig – og fra dig selv.
Ensomheden letter, når det indre tomrum fyldes ud. Det sker, når du bliver set af en ven eller venindes milde øjne. Når en god kammerat rækker ud efter dig, og oprigtigt prøver at forstå, hvordan det er at være dig. Andre gange kan en nærværende psykoterapeut hjælpe dig med at lære din ensomhed at kende; det er, når du deler dine tomhedsfølelser med andre at du bryder ensomhedens fængsel.
For vi bliver til i hinandens kærlige øjne.