Skrevet d. 22-10-2017 12:51:06 af Carit Abrahamsson - Psykoterapeut, Stressterapeut, Coach
Det er ofte en længere proces at beslutte sig for at opsøge en psykoterapeut. Og når beslutningen omsider er truffet, går opgaven ud på at finde en dygtig terapeut. Men hvordan ved du egentlig, om du har fundet en god terapeut?
Du kan begynde med at spørge dig selv, om du føler dig tryg ved din terapeut. Er det et menneske, som du kan samarbejde med, og som er interesseret i at forstå og hjælpe dig? Du skal føle, at terapeut...en støtter dig og står klar til at hjælpe, hvis du bliver bange eller overvældes af følelser, som du ikke helt forstår.
Hvis du kan tænke på terapeuten, som en rejsefælle, der tager del i dine op- og nedture, og hjælper dig med at finde vej, når du ikke selv kan se, hvordan du kommer videre, så har du formentlig fundet en god terapeut. Det er således din relation til terapeuten, som først og fremmest fortæller, om du er i gode hænder.
Har du besluttet dig for at opsøge en psykoterapeut, så er der kun en måde at finde ud af, om det er den rigtige terapeut – nemlig at lave en aftale. Et telefonopkald til terapeuten kan give et fingerpeg om, at du er på rette vej, men det er først, når du sidder sammen med terapeuten, at du for alvor har mulighed for at fornemme, om du er havnet det rigtige sted. Min erfaring siger mig, at de fleste mennesker allerede ved den første eller anden samtale kan mærke, om de er klar til at gå videre og dele svære følelser og begivenheder, der måske aldrig tidligere er delt med andre.
Selvfølgelig skal du også gradvist få det bedre. En god terapeut har den faglige kompetence til at forstå dine problematikker og til at udfordre og guide dig. Så du udvikler dig og henad vejen får hånd om dit liv. Psykoterapeuten skal møde dig, der hvor du er og sætter ord på det, du føler og oplever.
Der er også en række praktiske kriterier, som du kan overveje i dit valg af terapeut. Det drejer sig fx om beliggenheden af terapeutens praksis. Skal det være let at komme til og fra, eller skal praksissen ligge længere væk, så du ikke render ind i terapeuten i dit lokale supermarked? Skal det være en kvinde eller en mand? Skal det være en ung, midaldrende eller ældre terapeut? Kriterier, der alt sammen spiller en større eller mindre rolle, afhængig af din historie og problematik.
Hvis du alligevel er tvivl, så vil jeg foreslå, at du deler din tvivl med din terapeut. Så kan I sammen undersøge, hvad din tvivl går ud på, og om der er mulighed for, at du kan arbejde videre med din tvivl, eller du skal se dig om efter en ny terapeut.
God fornøjelse med at finde en terapeut.