Du må ikke mærke.

Skrevet d. 22-6-2018 14:59:12 af Dorte Mathilde - Psykoterapeut

“Du må ikke mærke”, “Forræderiet mod barnet”, “Det selvudslettende barn” er overskrifter på bøger udgivet af psykoanalytikeren Alice Miller tilbage i 1980’erne.

Hendes ærinde var at beskrive og klarlægge, hvordan børns ’sande selv’ i et kulturelt og opdragelsesmæssigt perspektiv krænkes i løbet af deres opvækst af forældre og af pædagogikken. 
Hun beskriver, hvordan et ’omverdenstilpasset’ selv udvikles i stedet for det sande selv og at omkostningerne for tilpasningen ofte er livslang lidelse med narcissistiske forstyrrelser og tab af vitalitet til følge.

Alice Miller satte fokus på, hvordan voksnes svigt og overgreb mod barnet, både fysiske, seksuelle og følelsesmæssige overgreb, forties og fordrejes i en grad, så barnet ingen mulighed har for at reagere på det, gardere sig mod det eller fortælle om det. Overgrebene kan fortsætte uhindret, fordi de er blevet gjort uvirkelige og fordi omverdenen intet ser og/eller ikke reagerer.

Overgreb har på den måde været og er ’en skjult norm’. Magtmisbrug og udnyttelse er den patriarkalske kulturs skyggeside. Derfor er vi alle ofre for det og derfor er mange, mange mennesker holdt op med at kunne mærke sig selv og dermed andre. Vi lever i en kultur, hvor overgreb mod kvinder, børn, dyr og naturen har været, og til dels stadig er, socialt accepteret. Hvad angår dyr og natur er uhyrlige overgreb endda stadig lovligt.

Vi er alle ofre for og fanget i patriarkatet / overgrebskulturen, hvad enten vi udspiller det som bødler eller ofre. Så længe sårene ikke bevidstgøres og bearbejdes, så længe vil fortrængningerne have effekt både individuelt og kollektivt.
Fortrængninger skaber livløse områder i psyken. De skaber ufølsomhed, kulde og ligegyldighed overfor de former for overgreb, der ligner dem, vi fortrænger.
Det skaber en kollektiv accept af det uacceptable, når psyken lukker af for at genopleve oplevelser af afvisninger og krænkelser af ens sande selv.
Når ’emner’ i et samfund er tabu at tale om, så er den kollektive skygge virksom og krænkelserne kan forsætte uhindret i det ’skjulte’.

Når vi lejlighedsvist er i kontakt med vores ’sande selv’, forstår vi pludselig det hele i et øjeblik. Vi kan se vanviddet bag facaderne og vi kan gennemskue alle løgnene, der kører som støj i baggrunden for at bedøve enhver impuls til bevidsthed og forandring. Vi vågner pludselig op, som om vi havde sovet og ser det hele så klart. Men så rammes vi af afmagt overfor den store ’kollektive maskine’, der kører rundt med os alle, og vi mærker ubehagelige følelser af sorg og smerte, og så tænder vi for skærmen igen, tager en drink eller en smøg, eller kaster os måske over arbejdet. Gør som de andre. Falder i søvn igen.

De fleste længes dog i hemmelighed efter deres sande selv, og længes efter at være vågne og livfulde og nærværende, og det sande selv venter med længsel efter at få opmærksomhed og omsorg. 

Det kollektive og det individuelle hænger uløseligt sammen.
Den patriarkalske kultur har undertrykt livsessensen eftertrykkeligt, og det ses tydeligt afspejlet i vores ’hjem’s (klodens) tilstand. Magtmisbrug og grov udnyttelse af livets ’gaver’ (naturen, dyrelivet og vores sande selver) er ved at have ødelagt det for os alle.
Alligevel fortsætter de fleste som om intet er på færde.
For den besked vi fik engang i vores forvirring over afvisningerne og svigtene, kan vi ikke glemme. Den besked vi fik fra dem, vi stolede allermest på og dem vi elskede allerhøjest, kan vi ikke få os selv til at være ulydige imod. 


Forældre og voksne autoriteter er barndommens ’guder’ og det 1.bud skal overholdes:


”Du må ikke mærke”

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.