Skrevet d. 17-3-2019 14:00:27 af Magnus Rösing - Psykoterapeut MPF, Terapeut, Coach, Parterapeut
I arbejdet med mine klienter bemærker jeg ofte hvor svært det er at tage kontakt og bede om hjælp. Og hvor svært vores voksenrolle gør det for os, når vi prøver at bede om hjælp. Det er som om det kun er barnet der kan kunsten at bede om hjælp. Som om selve voksenheden gør det så problematisk.
Den voksne del af dig er aktiv når du passer dit job, når du tager dig af dine børn, når du studerer eller er sammen med dine venner. Du udfører et arbejde som du i det store og hele klarer ret godt, du er måske ikke helt tilfreds, men du klarer det. Men så sker der noget, du rammes af en personlig krise, den kan være større eller mindre. Du sættes under pres.
Måske har du været under pres tidligere, men har på en eller anden måde haft held med at få fat i dig selv, i din voksendel, og har kunnet rejse dig igen. Men denne gang virker det mere alvorligt. Hvad du end gør, kommer du ikke tilbage til dig selv. Noget meget sårbart synes næsten at invadere dig.
Disse sårbare følelser kommer fra en mere infantil del af dig med dybe rødder tilbage til det barn du engang var. Lad os kalde det barnedelen inden i dig.
Hører du dig selv sige: jeg må prøve at blive bedre til at ..., hvis jeg bare kunne tage mig sammen ..., så er det sandsynligvis voksendelen inden i dig som du appellerer til, og barnedelen som du forsøger at undslippe. Som lille troede du at hvis dette ukontrollerbare fik lov til at være der, så ville det blive så overvældende at du næsten ikke kunne overleve. Og muligvis havde du ret. Der var måske ikke nogen for dig som kunne hjælpe dig hvis det allersværeste inden i dig fik lov til at flyde frit. Din strategi var at tage vare på dig selv når der ikke var nogen andre til at gøre det.
Jeg tror at det handler om at lære sig selv at bede om hjælp, og ikke være bange for at miste voksendelen inden i sig. Måske må du vove at ofre noget af denne voksendel for at lære dig selv at komme i kontakt med de mere sårbare dele af dig selv. Det er et svært øjeblik. Problemet er at der her åbner sig en afgrund der kaster dig ud i angst og håbløshed. Her føles alting meningsløst og sårbart.
Men den voksne del inden i dig skal ikke bare opgives. Nej, jeg forestiller mig at både din voksendel og din barnedel skal være nærværende, begge har brug for at vise omsorg for hinanden, at tage vare på hinanden. Får det indrebarn mulighed for at træde tydeligere frem, så vil, selvom det måske kan lyde paradoksalt, den voksne del også blive styrket, få et større spillerum, og livet vil opleves mere kreativt.
Det gælder om at lære sig selv at føle ømhed over for det arbejde som det lille barn gjorde dengang. Det der blev gjort dengang, kunne ikke gøres anderledes. Det var den eneste mulighed. Den voksne del inden i dig skal lære at forstå det.
Men for at det skal lykkes, er du nødt til at lære den svære kunst at bede om hjælp. Det er netop her at kontakten med en andet menneske er så vigtig, men samtidig også så svær, for du er jo tidligere, netop i sådan en gestus af tillid, netop i et sådant forsøg på at bede om hjælp, blevet svigtet. Og ikke bare én gang, men måske mange gange.
Hvordan skulle du vove at gøre det igen?
Som jeg ser det, er det først og fremmest det som et psykoterapi samtale handler om.