Den dysfunktionelle familie

Skrevet d. 4-8-2017 12:39:30 af Erik Tams

Den dysfunktionelle familie

https://pics.gomentor.com/p/id_8885__b_0__ext_jpeg__w_180__sc_1/ET - beskåret billede 3.jpg

Begrebet ”dysfunktionel familie” er et begreb, som jeg først stødte på for nogle år tilbage. Jeg var på det tidspunkt ikke bevidst om, at de fleste (hvis ikke alle) familier har elementer af dysfunktion i sine mønstre og adfærd.

Alle medlemmer af en familie spiller en rolle i et familiemønster, og dette blog-indlæg handler derfor ikke, om at placere et ansvar for dysfunktionalitet. Det handler om at beskrive, hvad der kendetegner dysfunktion i en familie, hvordan dysfunktion kan udvikle sig, og hvad du eventuelt selv kan gøre, hvis du kan genkende nogle af symptomerne på dysfunktion i din familie.

 

Hvad er en dysfunktionel familie?

I min forståelse adskiller en funktionel familie sig fra en dysfunktionel familie ved, at der i den dysfunktionelle familie ikke gives naturlig plads til, at alle medlemmer af familien trygt kan eksistere og sameksistere med respekt for den enkeltes virkelighed og grænser. I en funktionel familie har alle frihed og mulighed for at udtrykke sig selv uden frygt for repressalier, kritik eller manipulationer. De har støtte og opbakning til at udvikle deres individualitet, så længe denne naturligvis ikke går ud over andre familiemedlemmers mulighed for at bevare deres virkelighed, individualitet og grænser.

Der er sandsynligvis ikke nogle familier, som lever 100% op til ovenstående definition af en funktionel familie, og der er naturligvis også forskelle på niveauet af dysfunktion i familier. Derfor vil det nok være mere korrekt at opfatte familier på et kontinuum mellem funktionel og dysfunktionel, hvor ”normalen/den gode nok familie” ligger et sted mellem den ”perfekte” funktionelle familie og den stærkt dysfunktionelle familie.




Der er ikke et familiemønster og et sæt roller, som udgør definitionen på en dysfunktionel familie. Dysfunktion findes således bl.a. i familier med alkohol, psykisk sygdom, vold og personlighedsforstyrrelser såsom f.eks. narcissisme eller for den sags skyld medafhængighed (se note 1 nederst for definition af medafhængighed).

 

Hvordan udvikles dysfunktionelle familiemønstre

Dysfunktionelle familiemønstre udvikles ved, at mindst en person i familien ikke tager sin naturlige rolle på sig. I en alkoholisk familie, hvor faderen f.eks. begynder at drikke, vil faderens prioriteter i større eller mindre grad være hans afhængighed i stedet for sin families velbefindende herunder deres fysiske behov og/eller emotionelle behov. Som regel vil den alkoholiske person ofte også være præget af ustabilitet og personens egen indre smerte vil gøre det svært for vedkommende, at støtte og tage hensyn til resten af familien.

Når først en person i en familie begynder at opføre sig dysfunktionelt opstår spørgsmålet. Hvordan vil de resterende medlemmer af familien respondere på det?

For at beskrive det, vil jeg fortsætte eksemplet med den alkoholiske far. Her er det vigtigt igen at understrege, at en alkoholisk eller dysfunktionel familie kan antage mange former, så eksemplet er kun til illustration af, hvordan dysfunktion kan brede sig i en familie.

Når faderen i dette eksempel ikke længere kan varetage sit ansvar og sin rolle som ansvarlig voksen, der kan være med til at sikre stabilitet og tryghed i familien, opstår der et naturligt ”sug” i forhold til at genoprette ligevægten i familien. Det kan være, at det er et ansvar som moderen forsøger at tage på sig. Hun forsøger måske at ”hjælpe” den afhængige person til at få sit liv til at hænge sammen, og risikerer hermed at komme til at ”overtage ansvaret” for den alkoholiske persons liv og i praksis blive den voksne for både børnene og faderen.

Det kan også være, at børnene træder ud af deres naturlige ”barneroller” og begynder at påtage sig ansvaret for at opretholde den tryghed og stabilitet, som deres forældre egentligt skulle have dannet.

Det der således startede med, at en person ikke tog sin rolle på sig, begynder at sprede sig til, at andre i familien kompenserer og går ud af deres naturlige roller. Hvis man så samtidigt lægger til, at den person, som drikker måske også lader sit indre kaos og sin indre smerte gå ud over resten af familien gennem kritik, manipulationer og uærlighed, så er der lige pludseligt dannet en potent cocktail for et dysfunktionelt familiemønster.

 

Hvad er den funktionelle måde at håndtere det på? Og hvordan sikres det, at dysfunktionen reduceres så meget som muligt?

Realiteten er desværre nok, at hvis én person i en familie træder markant ud af sin funktionelle rolle over en længere periode, så er det svært at undgå, at dysfunktionen spreder sig til resten af familien. Derfor er spørgsmålet i min optik heller ikke, hvordan dysfunktion i en sådan familie kan undgås, men i højere grad, hvordan det kan reduceres så meget som muligt.

Der er ikke noget enkelt svar på disse spørgsmål og i mange tilfælde er det mit bud, at det vil kræve et længerevarende stykke fokuseret arbejde relateret til temaer som grænsesætning, skyld/skam samt forløsning af eventuelle traumer og nedarvede familiemønstre. Dette arbejde skal gøres fra mindst en person og helst flere personer i familien for at reducere, at dysfunktionen breder sig mere end nødvendigt.

Det er samtidigt vigtigt, at den hjælp, der gives kommer fra et sted, hvor der er kendskab til dysfunktionelle familiemønstre, og hvordan disse mønstre påvirker familiedynamikker og de forskellige medlemmer i familien.   

Har man ikke overskud til en sådan proces midt i et familiemæssigt kaos, vil jeg næsten sige, at det væsentligste er at modtage en eller anden form for hjælp. Enten fra en professionel terapeut eller fra andre personer, som kender til dysfunktion i familier. Det er afgørende at tale om de udfordringer, der opstår og ikke isolere sig med sine tanker og med den efterfølgende skam til følge. Desværre er isolation ofte konsekvensen for børn, der vokser op i dysfunktionelle familier, da der kan være en oplevelse af at svigte sin familie ved alene at tale om de udfordringer, der er i familien.

Hvis du kan genkende dig selv og din familie i ovenstående, og skulle du have et behov for at tale med en, om dine oplevelser, er du meget velkommen til at give mig et kald.

-----------

Note 1) Medafhængighed definerer jeg som en tvangsmæssigt fokus på andres behov, følelser og/eller tanker. Medafhængighed kan både være motiveret af et drive for at hjælpe andre, men det kan også være motiveret af angsten/frygten for andres reaktioner f.eks. kritik, manipulationer eller lignende.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.