3 Tips til parforhold i krise

Skrevet d. 25-10-2018 12:10:15 af Pas Paladino - Coach, Mentor, Datingcoach, Mentaltræner, Kærlighedscoach, Parcoach, Enneagram coach, Parterapeut, Sexolog

3 Tips til Parforhold i krise


"Når Kærligheden blomstrer er problemer detaljer. Når kærligheden mangler er detaljer problemer."


Har du selv, eller kender du nogen der har krise i parforholdet? Hvis svaret er ja, så ved du nok også hvor drænende og hårdt det er at leve i! Men hvad gør man for at løse det? Og kan det løses?


Disse 3 tips har hjulpet mange med at komme ud af krisen og er vigtige at have styr på, for at få kærligheden tilbage i parforholdet.


Tip nr. 1: Kend ruten til din partners hjerte.

Hvordan føler din partner sig elsket? Og her snakker vi ikke om hvordan du føler dig elsket, men din partner! Det er højst sandsynligt to forskellige ruter til hver jeres hjerte, og hvis du ikke kender den rette rute til din partners, så er sandsynligheden for at din partner føler sig elsket, forbavsende lille. Så find ud af hvordan din partner føler sig elsket.


Sådan finder du ud af hvordan din partner føler sig elsket:

  1. Spørg din partner hvad der får ham/hende til at føle sig allermest elsket.

  2. Reflekter over hvad din partner gør for at forkæle dig. (De fleste giver det, de selv gerne vil modtage)

  3. Reflekter over hvad din partner brokker sig mest over at du ikke gør.


Bonus info:

Det er vigtigt at du også ved hvad din partner kan gøre for dig, for at du føler dig elsket, da du senere i forløbet vil dele det med ham/hende.


Tip nr. 2: Gør de ting der får din partner til at føle sig elsket.

Nu har du fundet ud af, hvordan din partner føler sig elsket. Så er det bare at sætte alle sejl ind, for at gøre de ting for din partner, i så stort omfang som muligt. Føler han sig elsket ved at du serverer morgenmad på sengen og gør tjenester for ham, så gør det. Føler hun sig elsket ved at du tar hende med en tur i skoven og bruger tid med hende, så gør det.


Vigtigt:

Dit fokus er ikke på hvor taknemmelig din partner bliver (eller ikke bliver) over det du gør. Men hav i stedet fokus på, at give med åbent hjerte og forvent ikke noget igen, hverken anerkendelse for dine anstrengelser eller gengældte gerninger.

(Men skulle der komme noget af det, så er det jo bare dejligt)


Tip nr. 3: Fortsæt med at få din partner til at føle sig elsket.

Beslut dig for en tidshorisont på 1-3 måneder, hvor du gør de ting der får din partner til at føle sig elsket.


Igen, uden forventninger om at det bliver gengældt.


Når du har gjort det, i den tid du besluttede dig for, kan i sætte jer ned og så snakke om, hvor meget din partner føler sig elsket og hvor fyldt kærlighedsbeholderen er hos ham/hende.


Du har nu gjort benarbejdet som gør, at din partner er i en tilstand, hvor han/hun føler sig elsket, og det er et godt udgangspunkt til, at i nu kan snakke om det du har brug for, fra ham/hende, for at føle dig elsket.


Bonus info:

Det kan godt virke som om at det er dig der laver alt ”arbejdet”, men meget ”arbejde” i et parforhold handler om at tage ansvaret hjem til sig selv og ikke sætte det over på den anden. Vi har kun kontrol over hvordan vi selv agerer. Hvordan din partner agerer, er ikke op til dig.


Konklusion: Nu ved du, hvad du selv kan gøre, for at skabe de bedste betingelser for, at din partner kan finde viljen, til at ville lytte og forstå dine behov og hvordan du føler dig elsket, ligeså vel som du nu forstår din partners.


Derved får i begge fyldt jeres ”kærlighedsbeholder” op og føler jer elsket, og det vil få kærligheden til at blomstre og parforholdet kommer automatisk ud af krisen!


Pasquale Paladino

Dating & Parforholds Coach

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.