Refleksion og samtalekunst på skoleskemaet, tak

Skrevet d. 4-12-2014 10:23:15 af Birgitte Hermann - Familieterapeut/-rådgiver, Coach, Terapeut

Samfundet i dag kræver meget af os. Vi skal være fleksible, flittige, nyttige, individer, der kan bidrage til samfundet på bedste vis. Derved bliver det at hvile i sig selv helt essentielt. For når vi er i balance og kender os selv, så bliver vi også bevidste om vores styrker og svagheder. Vi bliver bedre til at sætte grænser, og vi ved, hvad vi vil – og hvad vi ikke vil, og bliver således bedre til at præstere. 

Derfor er det vigtigt, at børn lærer sig selv at kende i en tidlig alder. På den måde udvikler de en stærk personlighed og har således bedre chancer for at leve op til samfundets forventninger og livets udfordringer i det hele taget. 

En gode måde hvorpå børn kan lære sig selv at kende er ved, at vi voksne hjælper dem til at sætte ord på de tanker, de går og tumler med, og de oplevelser, livet byder på. Systemisk narrativ tænkning har nogle brugbare dialogværktøjer, som er oplagte at læne sig op af, når man skal lære børn at reflektere og blive bedre til at samtale. 

I min praksis møder jeg mange familier, der er udfordret, når det kommer til at samtale med deres børn. Mange børn føler det som et ”forhør”, når de sidder over middagen, og deres forældre vil vide, hvordan det går i børnehaven/skolen. Det ender ofte med, at forældrene må tage til takke med korte svar, og på den måde opstår der en blind vej i dialogen. Men sådan behøver det ikke at være. 

Jeg møder ligeledes mange børn i min praksis– især de særligt sensitive af slagsen – som kommer til kort i skolen, fordi de ikke bliver hørt. Hvis de samtidigt er introverte, så bliver de heller ikke set på samme måde som de ekstroverte elever, da de ofte gemmer sig lidt. Disse børn vil have glæde af, at lærerne hjælper dialogen på gled. Ja faktisk, er det noget alle børn vil profitere af, da det både gavner den enkelte men også sammenholdet i klassen. Vi ved, fra systemisk narrativ tænkning, at en stærk gruppe er lig med et stærkt fællesskab. Og med et stærkt fællesskab kommer man langt. 

Vi skal derfor, som forældre, pædagoger og lærere hjælpe vores børn med at blive bedre til at reflektere og tale sammen. Derfor mener jeg, det ville være oplagt for lærere at sætte sig ind i den systemiske narrative tankegang, såfremt de ikke allerede er bekendte med teorien, så de har nogle solide redskaber at undervise ud fra. Når lærerne er blevet fortrolige med teorien bag systemisk narrativ tænkning og de redskaber, der følger med, så vil de være i stand til at lære eleverne at coache hinanden. Coachingværktøjet giver en bevidsthed om, hvordan vi stiller spørgsmål. På den måde lærer man børnene at tale ”dybere” sammen, og det kan være meget brugbart i de situationer, hvor dialogen ikke flyder. At coache er ikke at lære andre noget,  men derimod at få dem til at reflektere og dermed lære noget om sig selv.  

Man ved, fra systemisk narrativ tænkning, at nogle spørgsmål lukker, og andre åbner op. Spørger man fx: ”Synes du a eller b?” så er der tale om et lukket spørgsmål, hvortil den spurgte kun har to svarmuligheder. Det samme gælder, hvis man spørger: ”Og hvad skete der så..?” her får man muligvis et længere svar – men det bliver et referat, hvor den adspurgte læner sig op af sin hukommelse og ikke får aktiveret sine evner udi at reflektere. 

Spørger man derimod: ”Hvad får det her dig til at tænke på?” eller ”Hvad ville din ven sige til den her situation?” eller ”Hvis du vågnede op i morgen, og den her problematik ikke var til stede, hvordan ville verden så se ud?” Ja, så får man åbnet op for en dialog, hvor den adspurgte er tvunget til at gøre sig sine egne tanker og dermed bliver mere synlig for sig selv og andre. 

Rent praktisk forestiller jeg mig, at lærerne sætter børnene sammen i grupper med tre i hver, og stiller dem en opgave, hvor én i gruppen stiller spørgsmål, én svarer og én laver referat. På den måde skabes der et samtalerum ud fra en systematisk metode.  Fortællingen bliver “fortykket”, dvs. der kommer flere ord på, den coachede får brugt flere af sine sanser ved både at fortælle historien, få stillet uddybende reflekterende spørgsmål og efterfølgende få genfortalt historien.

Det narrative handler bl.a. om enkeltpersonernes sociale virkelighed.

Den formes af forholdet mellem individer og den specifikke kontekst.Det er afgørende for det udviklingsmæssige resultat af interventionen, hvordan deltagerne taler om de udfordringer, de møder i deres  hverdagsliv. Det er derfor vigtigt, at eleverne bruger selvoplevede fortællinger fra hverdagen. Det er fortællingen om de situationer, hvor noget er svært, og hvor det at være i dialog med andre, kan hjælpe en til selv at få øje på, hvorfor det var svært eller, hvordan det  kunne være på en anden og bedre måde. 

I den systemiske tænkemåde er det centralt at kunne se på situationer fra forskellige synsvinkler – ens egen, kammeraternes eller andres måder at opleve situationen på. 

Når man arbejder på denne måde, styrker man fællesskabet, inklusionen og sammenholdet samtidig med, at eleverne er i gang med at lære sig selv at kende på et nyt niveau. 

Nu, hvor den nye skolereform er på trapperne, og hvor børnene skal være flere timer i skolen, er et velvalgt tidspunkt at indføre den her måde at tænke/ undervise på. På sigt får vi nogle børn, der mestrer dialogens kunst på et helt nyt niveau – både hjemme, i skolen og ude i verden. Vi får nogle børn, der evner at tale konstruktivt og refleksivt sammen. Vi får nogle børn, der vokser op og får lettere ved at klare samfundets forventningspres, fordi de er gode til at sætte ord på deres tanker. Og endeligt får vi nogle børn, der har bedre forudsætning for at kende sig selv og derved har et stærkt fundament for at klare livets udfordringer. 

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.