Noget om at vokse op i en dysfunktionel familie

Kendetegnet for en dysfunktionel familie, er ikke det selve håndgribelige problem - fx. alkohol, vold el.lign. - men det er det usagte i familien. Det er den dårlige kontakt mellem forældre og barn, når problemet ikke bliver italesat. Så kommer barnet til, at føle sig alene med sine følelser og tanker. For at kunne tilpasse sig sine omgivelser, udvikler barnet en hel særlig evne til at læse sine omgivelser. 

Jeg er vokset op i en familie med alkoholproblemer, hvor jeg var på vagt hele tiden. Fra det øjeblik jeg kom hjem fra skole, til jeg gik i seng. Den ene dag var min mor glad, havde smurt min madpakke, bagt og hyggede om os børn - den næste dag fraværende, grådlabil og optaget at sit drikkeri, hun belastede mig med historier om, hvor hårdt det havde været for hende, at være barn.

Jeg påtog mig en rolle, der var langt større end hvad min alder kunne bære, og jeg tilpassede mig for ikke at være til besvær. Jeg var den søde og stille pige. Jeg forsøgte at være hjælpsom og imødekomme mine forældres behov; rydde op, trøste mor og ikke gøre far sur. Ikke give udtryk for hvis jeg var ked af det, det ville være synd for min mor, hun var jo i forvejen ked af det.

I mange år lærte jeg, at tilsidesætte og undertrykke egne behov, da jeg blev voksen og startede i gruppeterapi evnede jeg ikke at sætte ord på, hvordan jeg selv havde det. Først blev jeg beroliget over, at der fandtes et udtryk for det, at være ordløs (alexithmi), dernæst blev jeg hjulpet på vej af min terapeut, der "lånte mig ord", som jeg kunne vælge fra eller til. Meget hjælpsom metode jeg selv bruger i min praksis i dag.

Den helt store "gevinst" jeg har haft med fra barndommen, har været evnen til, ikke at passe godt nok på mig selv. I mine nære relationer overinvolverede jeg mig. Ubevidst fandt jeg kærester, der havde brug for min hjælp eller som var meget dramatiske. Pludselig befandt jeg mig i et virvar af stemninger, der skulle holdes styr på. Sørgede for hans trivsel, og var altid den omsorgsfulde. Beroligede ham, hjalp med at løse hans problemer. Og jeg tilsidesatte gerne egne planer, for at gøre livet nemmere for ham.

Meget anderledes var det ikke med mine veninder. Jeg fik hurtigt rollen, at være den der lagde ører til og kom med gode råd. Jeg kunne snildt bekymre mig om deres ve og vel, indtil jeg hørte fra dem igen.

Det tog mig lidt tid i terapi, før jeg fik øje på mine mønstre og eget ansvar i relationer. Da jeg først fik forståelse for, hvordan det følelsesmæssigt hang sammen med min barndom, var det nemmere at forstå mig selv, og ændre mit mønster og dermed vælge mig selv mere til.

Måske genkender du noget af din egen historie i min fortælling? I så fald, vil jeg ønske for dig, at du får mod til at kigge på din baggrund, så din hverdag kan blive lettere.

De bedste hilsner
Marika