Skrevet d. 5-10-2017 12:42:37 af Jesper Sloth - Parterapeut, Stresscoach, Psykoterapeut MPF, Coach, Supervisor
I sidste blogindlæg kiggede jeg kort på udtrykket "Inderst inde ved jeg det godt". Det, vi ved inderst inde, er ikke altid lige ved hånden for os - vi er ikke altid opmærksomme på det. Som jeg skrev i forrige indlæg, kan vi hente det frem - nogle gange uden og nogle gange med hjælp udefra. Udtrykket "at få en fiks ide" illustrerer på sin vis, at det er en ide, som ikke er helt solid - en ide, der nok ikke rigtig er realistisk. Det solide og det realistisk er det, der gør, at ideen kan blive til virkelighed - det, der gør, at den er værd at gå efter. Så på den måde fortæller talemåden om "en fiks ide" faktisk indirekte den vigtige historie, at når vi har ideer, så er det faktisk vigtigt at kombinere dem med det, vi ved inderst inde, for det er det, der gør ideen realistisk, meningsfuld og holdbar.
Derfor hjælper jeg mennesker med at forbinde sig med deres ideer - eller med andre ord at få sig selv med i forhold til ideer og beslutninger.