Skrevet d. 3-2-2017 14:00:33 af Winnie Strøm Schildknecht - Coach, Parcoach, Teamcoach, Enneagram coach, Mentor
Træk vejret!
"Jo jo, men det gør jeg jo også, faktisk hele
tiden!"
Ja, du trækker vejret med jævne mellemrum og du gør
det også med umiddelbar succes, siden du læser disse ord. Nogle gange, prøver
du måske at holde vejret og efter et stykke tid snapper du igen luft ind. Pyha,
systemet virker. Selv når du sover, trækker du vejret. Altså, er det at trække
vejret ret simpelt og det sker helt automatisk for langt de fleste af os.
Prøv, at være opmærksom på din vejrtrækning. Mærk
hvordan du ved noget så simpelt, giver dig selv liv og ro. Træk vejret bevidst
og opmærksomt. Ånd så meget ind gennem næsen, at din mave buler ud og pust dig
tom for luft gennem munden. Larm lidt og sæt lyd på. Læg også mærke til
pauserne mellem ind- og udånding. Gentag din vejrtræknings fire stadier -
indånding, pause, udånding og pause og giv det din klareste opmærksomhed.
At trække vejret er en kraftfuld handling. Jeg ved, at
det er muligt at finde indre ro, opmærksomhed og styrke, blot ved at trække
vejret. Jeg ved, at det er et valg at trække vejret bevidst og at træning og
daglig praksis gør det nemmere. Din vejrtrækning altid er hos dig, uanset hvor
du er og hvad der sker.
Når jeg under en session fornemmer, at du har mistet
dit nærvær, måske fordi du er blevet urolig, bange, vred eller på anden måde og
helt naturligt falder tilbage i et uhensigtsmæssigt mønster du kender godt,
inviterer jeg ofte til at vi trækker vejret sammen. Det kan føles lidt spøjst i
starten. Min erfaring er, at når du først mærker hvad det giver at trække
vejret bevidst og opmærksomt, forsvinder det ubehagelige let og måske gør du
det endda til en del af din egen praksis.
Jeg håber, at jeg med disse ord, har inspireret dig
til at mærke din vejrtrækning og måske gør du det i dette nu. Jeg ønsker, at du
som jeg, finder ro, styrke og fokus, blot ved at trække vejret.