Teenager

 Teenager.

For nogle år siden skrev Arne Nielson sammen med to skolelærere bogen Coach din teenager. Bogen er god; men mange sidder nok med en fornemmelse af, at løbet er kørt. De mange gode teknikker og eksempler i bogen passer nemlig bedst ind i sammenhænge, hvor teenageren er klar til at tage ansvar på sig, og hvor forældrene eller andre voksne, er klar til og måske vant til, at give det fra sig.
Når den gode samtale mellem voksne og unge ikke fungerer, er det tvivlsomt, om man kan finde ud af at slå over i en mere konstruktiv form, så at sige, i kampens hede.
Noget af det vanskelige ved forholdet er, at det er præget af så mange følelser og af en historie, der ikke, uden videre, kan lægges til side. Den unge og forældrene er sjældent uenige om målet. Det drejer sig selvfølgelig om frigørelse, således at den unge selv tager vare på egne udfordringer. Det er vejen til målet, der er vanskelig. Det er der flere grunde til. En af de måske vigtigste er, at netop frigørelse samtidig er mål og proces. Det er ikke, som i gamle dage, hvor en ung eventuelt forlod hjemmet og skabte sit eget liv i samspil og kamp med en ny arbejdsgiver, et højskolehold eller i militæret, og kom hjem på besøg, nu som voksen. I dag forsøger vi at skabe sammenhæng i de unges liv, bl.a. ved at følge dem langt ind i ungdomsuddannelserne. Vi kender mange af de unges bekymringer og udfordringer og vi prøver at hjælpe på bedst mulig måde.  Men hvordan skal den unge så egentlig kunne frigøre sig? Frigørelsen betyder jo faktisk en frigørelse fra den opdragende familie til en anden form, hvor man eksisterer sammen i dialog og lighed. Kun hvor den unge er frigjorte, kan man have et forhold, hvor det netop er de rene følelser der er i spil. Indtil da, må forældre tage opdragerrollen på sig, - også når den unge spræller og insisterer på selvbestemmelse.
Der er mange samtaler med de unge, som vi i dagens Danmark, synes forældreskal tage; men som ofte ender i forlegenhed. Samtaler om især den nære fremtid med uddannelse, voksenliv og ansvar, er nogle af dem, det faktisk er vanskeligt at håndtere. Da jeg var lærer og forstander på en ungdomshøjskole og senere en idrætshøjskole, havde jeg og mange kolleger imidlertid tonsvis af dem. Vi havde naturligvis en vis erfaring; men det altafgørende var, at vi ikke havde noget i klemme, ingen historie og ingen følelser. Derfor er samtalen egentlig, fordi begge parter er der frivilligt og fordi ingen har grund til at tro, at der ligger noget under selve samtalen.
Det er noget af det samme der gælder i coaching. Hvad enten der er tale om en samtale med teenageren eller forældrene eller hele familien, har coachen intet i klemme; men bruger sin analytiske tilgang til at skabe mest mulig klarhed. Derfor tør den unge spille ud med ambitioner, forhindringer, vaner og sociale aspekter, og derfor får den unge ejerskab til egne udfordringer og løsninger på dem. I en professionel samtale, som man oven i købet betaler for, er forældre også på en bane, hvor handlinger og tanker ikke ses i en lang historisk sammenhæng.
Jeg har selv mere end 300 coaching-sessioner med unge bag mig. I reglen er det meget opløftende fordi de er så gode til at se kreativt og løsningsorienteret på deres tilværelse. Det skal understøttes.