Tal frit om de døde

De mortuis nihil nisi bene – om de døde intet, hvis ikke godt, er den direkte oversættelse af dette latinske mundheld. På mere mundret dansk betyder det at man ikke må tale ondt om de døde, hvilket er en norm vi moderne mennesker kender og i vid udstrækning efterlever hér mange hundrede år efter at de bevingede ord første gang blev formuleret. Der ligger temmelig sikkert religiøse tanker til grund for netop denne adfærdsregulerende rettesnor, såsom at det at tale ondt om de døde kan afstedkomme ånders forbandelse eller måske Guds straf – desuden kan man være af den opfattelse at det er unfair at ytre sig negativt om de afdøde, idet de jo ikke har mulighed for at forsvare sig. Generelt tjener mange mundheld fine normalitetsbevarende funktioner og er dermed samfundsbevarende og -beskyttende, men ofte er der også en slagside, hvor normerne producerer uhensigtsmæssige tabuer, som kan virke ødelæggende for den enkelte. Eksempelvis: Som psykolog møder jeg i sagens natur en del mennesker som har oplevet smertefulde tab af nærtstående personer. Hvad enten disse tab er forårsaget af dramatiske ulykker eller af mere naturlige livsomstændigheder, reagerer de fleste med følelsesmæssige udsving af varierende karakter og styrke. Langt de fleste er selv i stand til at håndtere de følelsesmæssige reaktioner fase for fase, gerne med hjælp fra deres nære omverden. For nogle bliver der imidlertid tale om deciderede invaliderende belastningsreaktioner eller kriser, som det er vigtigt at forholde sig hensigtsmæssigt til. En central del af håndteringen af et kriseforløb i forbindelse med tab er sorgbearbejdningen, hvor den tabsramte igennem samtale bl.a. får mulighed for at udtrykke de tanker og følelser som knytter sig til den afdøde. Ofte opstår der et spontant behov hos dette menneske for at fortælle om indholdet og kvaliteten af den relation som han eller hun havde til den afdøde. Og hér opstår der ofte en indre konflikt i ham eller hende, fordi der sikkert vil være elementer i relationen til og hos den afdøde som har en negativ klang (ingen mellemmenneskelige relationer er eller bør være udelukkende positive). Men fordi normen byder os ikke at tale “ondt” om de døde, kapsles en del af det følelsesmæssige materiale ind og forbliver ubearbejdet, hvilket er uhensigtsmæssigt for en sund og hel sorgbearbejdning og dermed ødelæggende for personens samlede håndtering af krisen. En vigtig del af den psykologiske bistand i sådanne tilfælde består derfor i at hjælpe personen til en erkendelse af at dét at udtrykke sig negativt om den afdøde eller relationen til denne ikke er det samme som at “tale ondt om”. Jeg har ingen ønsker om at gøre vold på menneskers eventuelle religiøse idealer, men hvis det er afgørende for sorgbearbejdningen, finder jeg det rigtigst at give plads til hele billedet og ikke kun den censurerede del.