Klienten skal mødes dér, hvor klienten er

En kollega fortæller om en klient, han har haft i regelmæssig konsultation gennem næsten to år. Klienten føler sig hæmmet i sin livsudfoldelse, fordi han både i det private og professionelle har store problemer med at danne holdbare relationer til andre mennesker. Psykologen dannede sig fra begyndelsen et tydeligt billede af de vigtigste elementer i klientens samlede problemstilling og besluttede at delagtiggøre klienten i de pointer, han havde fundet frem til – med formålet at hjælpe klienten til at bemestre sine problemer. Efterhånden er det blevet til en hel del konsultationer og stort set hver eneste gang har psykologen ledt klientens opmærksomhed hen på de sociale dynamikker og psykologiske processer, som med stor faglig tyngde kan forklare, hvorfor klienten ofteoplever at han falder igennem i samspil med andre. Hver gang har klienten pænt ladet psykologen tale ud, men har samtidig set ud som om psykologen sad og talte mere eller mindre sort. Psykologen har så forsøgt at tale om samtalen med klienten for den måde at finde frem til en fælles forståelse af problemet, med lige så ringe held, hvorefter han har ladet det ligge i lang tid. Pludselig en dag møder klienten glædesstrålende op til en konsultation og kan dårligt vente med at indvie psykologen i, hvad han netop har fundet ud af om sig selv og sit problem – hans nyvundne indsigt svarer stort set ordret til dét, psykologen tidligere så vedholdende forsøgte at anskueliggøre. Selvfølgelig lå det psykologen snublende nært at udbryde ”det er jo dét jeg har prøvet at sige et utal gange!” , men med behørig professionel afstand modstod han fristelsen og fokuserede i stedet på det glædelige i at klienten havde flyttet sig på det personlige plan, hvilket jo var selve kernemissionen i samtaleforløbet. Det vigtige er med andre ord at indsigten og forståelsen var tilvejebragt, mens hvordan og af hvem er af sekundær betydning. Som psykolog kan man imidlertid næsten ikke lade være med at interessere sig for selve den terapeutiske pointe, som eksemplet illustrerer, nemlig at enhver behandlingssituation nødvendigvis må tage udgangspunkt i klientens ståsted og ikke behandlerens. Hvad der forekommer den ene oplagt og selvfølgeligt kan lyde som en by i Rusland for den anden, indtil denne anden har adgang til samme bevidsthedsmæssige forudsætninger for forståelse – hvilket der muligvis opnåes via samtale. Som psykolog har man lov til at fortælle klienten, hvordan man forstår hans problem og pege på konkrete løsningsforslag, mange beder selv om dette, men de virkelige landvindinger sker oftest, når klienten via selvrefleksion i og uden for den professionelle samtale selv skaber erkendelse. Det er derfor man kan spørge en psykolog om hvad klokken er og få svaret: Hvad synes du selv?