Stress vs ADHD

Skrevet d. 24-5-2019 14:34:03 af Bennie Folke Larsen - Coach, Terapeut


STRESS. vs ADD-ADHD

Hvad er stress?

I den medicinske terminologi er stress en reaktion på en fare, hvorpå vi instinktivt reagerer. Hjernen udskiller adrenalin og kortisol, som udløser en højere puls, og blodtrykket stiger. Leveren frigiver oplagret sukker og fedtstoffer til blodet, hvorfra det optages og forbrændes af musklerne, hurtigere end normalt. Denne proces gør os i stand til at kæmpe eller flygte, eller som den sidste udvej for overlevelse stivner vi. Stress er altså en vigtig faktor for vores overlevelse i naturen. Men hvor vigtig er stress i et moderne samfund, og hvad gør det ved os? Vi ved, at stress får os til at kæmpe, flygte eller stivne i situationer, hvor der er fare på færde. Men langvarig stress kan fastholde hjernen i en kamp-flugttilstand, som på den lange bane kan skade hjernens vigtige kredsløb. Under udviklingen af hjernen, som er den vigtigste vitale del af vores system, skal hjernens kredsløb aktiveres på en sund måde via en tæt relation, omsorg, tryghed, tillid og beskyttelse. Præcis som med andre pattedyr.


Forklaring:

Hvis et nyfødt barn ikke ser lys i de første 5 år af sin levetid, vil barnet forblive blindt resten af livet, fordi øjet skal aktiveres med lys, før det begynder at virke. Og det samme gælder bl.a. for vores følelser, relationer, tryghed og tillid. Der er mange kredsløb i hjernen, som skal aktiveres. Det sørger omgivelser/miljø og de mest betydningsfulde relationer for i starten af barndommen. Derfor er det altafgørende, hvor man vokser op, med hvem man vokser op, og hvordan man bliver behandlet.


(Tune ud = forsvarsmekanisme) (Frygt er noget bestemt- angst er noget ubestemt)


Eksempel på stress:

En baby, eller et lille barn, som ikke har lært at tale endnu, udsættes for et behovssvigt! Dette svigt kan være opstået af mange forskellige årsager, f.eks.,  Barnet ligger i vuggen og græder, skriger! Føler sig hjælpeløs og forladt. Der er ingen trøst og sikkerhed.  I hjemmet bliver der råbt skreget, og personer omkring barnet virker vrede og bange!


Et andet eksempel på stress: Det er morgen, alle skal afsted. Der er travlhed, og barnet græder, men forældrene opfatter ikke barnets signal eller negligerer det. Hvad kan barnet gøre? Barnet kan ikke flygte eller kæmpe. Hvad så? Barnet tilpasser sig (tuner ud).


Et barn er det mest sårbare og afhængige væsen i universet, så tilpasning og håndtering af omgivelserne bliver en måde barnet overlever på. Hvad gør det ved en hjerne, som er under udvikling? Det gør forskellige ting. For det første: Et lille skrøbeligt menneske kan ikke eksistere i, hvad vi vil kalde, et kronisk helvede af adrenalin og andre stress hormoner, som farer rundt i kroppen hele tiden. For det andet: Hvis forældres angst og stress er kilden til barnets lidelse, så vil barnet ubevidst undertrykke sit eget oprør. Og det vil forhøje angsten, og barnet vil være fanget i en ond cirkel, som kun kan brydes ved at “tune ud”.


Som Doktor Gabor mate udtaler, citat: Et barns indre tilbagetog fra den psykologiske virkelighed vil ofte bevirke, at barnet har svært ved at håndtere et følelsesmæssigt nederlag på en positiv og kreativ måde. Forstil dig et menneske, som har boet i kulden, og altid har båret en varm pels. En nødvendighed for overlevelse. Forstil dig så, at personen bliver flyttet til et varmt sted. Da vil der ikke gå langt tid før pelsen, som tidligere reddede hans liv, nu vil få ham til at føle sig dårlig eller måske direkte syg. Personen kan jo bare tage pelsen af. Men problemet med ubevidste, psykologiske forsvarsmekanismer er, at de ikke lige er sådan at fjerne, fordi vi placerede dem ubevidst i hver vores hjerne, før vi overhovedet havde noget viden om det. (citat slut). 


I de værste omgivelser/miljøer, hvor der har været massiv fare tilstede, f.eks. overgreb, vold, alkohol-stofmisbrug, et dødsfald eller kampfyldte skilsmisser, er chancerne større for, at hjernen har taget massiv skade både på den korte og lange bane. De personlige konsekvenser kan i mange tilfælde være uoprettelige.

Det er et traume, udløst af stress. 

Et barn, som har mistet tilliden, og ikke føler nogen tryghed ved de mest betydningsfulde relationer omkring dem, har ubevidst tilpasset sig ved at “tune ud”.

Resultat: Et barn, som er ukoncentreret, opmærksomhedssøgende, med manglende impuls kontrol, hurtigt opfarende og hyperaktivt m.m. Det barn bliver ofte karakteriseret som umuligt og har derfor svært ved at indgå i sociale sammenhænge i skolen eller med jævnaldrende. Senere i livet bliver det diagnosticeret med ADD eller ADHD. Pårørende er magtesløse, og lægen udskriver medicin, så barnet bliver nemmere at håndtere for omgivelserne. Hvad er det for en medicin, de får? Methylphenidat  (Ritalin)  Adderall(amfetamin) Begge stoffer, som blandt andet påvirker vores dopamin og adrenalin udskillelse. Dopamin er vores naturlige motivations stof. Adrenalin er et binyrebarkhormon, som frigives i farefulde eller stressede situationer. Mulig konklusion: Når barnet “tuner ud”, prøver det at finde en ro i sig selv. Men der er ingen ro at finde, for trygheden og tilliden fra den voksne er fraværende.

Vi behandler og giver medicinpræparater, som aktiverer dopamin, kortisol og adrenalin, som i forvejen, muligvis ikke er aktiveret. Hvad sker der, når adrenalin påvirker os over længere tid? Det svækker vores immunforsvar. Skal vi så gi’ mere medicin? Og helbreder det os? Der findes ingen dokumentation for helbredelse gennem medicinering. Jeg er ikke imod medicin! Det kan reelt lette èn for den smerte man har, og det kan føles som, at det virker godt. Men medicin gives, set ud fra et psykiatrisk og biologisk syn, når/hvis der er konstateret en sygdom. Er stress en sygdom som skal behandles med medicin, eller skal den forbygges?

 

ADD eller ADHD betyder på engelsk. ATTENTION- DEFICIT-HYPERACTIVE- DISORDER.  Direkte oversat til dansk betyder det.

OPMÆRKSOMHED-UNDERSKUD-HYPERAKTIV-FORSTYRRELSE.  Man kan altså sige direkte ud fra diagnosen, at barnet var i underskud af opmærksomhed, og i jagten på denne blev barnet hyperaktivt, og nu er barnet forstyrret. Er ADD-ADHD arveligt, eller ligger det ikke i generne? Hvorfor er der en så massiv stigning i antallet af diagnoser med ADD-ADHD over de sidste 30 år specielt i Nord Amerika? Men også i Rusland, Kina og Japan. 

Er variationen og mængden af diagnoser pludselig eksploderet i takt med, at samfundet er blevet mere stresset over de sidste 30-40 år? Eller er sygdommen arvelig?


ADHD foreningens påstand

Kilde ADHD foreningen Citat: Man ved fra bl.a tvillingestudier, at ADHD er meget arveligt. Hvis den ene af to enæggede tvillinger har ADHD, er der 80-90 % sikkerhed for, at den anden også har det. Der er derfor ofte flere i samme familie, som har ADHD. Forældre til børn med ADHD har 2-8 gange øget risiko for selv at have ADHD. Arveligheden underbygges af studier af adoptivbørn, hvor der i langt højere grad findes ADHD blandt biologiske end blandt ikke biologiske familiemedlemmer. På nuværende tidspunkt er det bedste bud på årsagerne til ADHD en kombination af arv og miljø. Muligvis skal flere faktorer være til stede, før ADHD udvikles. Man har ikke kunnet påvise, at specifikke psykosociale faktorer som f.eks. disharmoni i familien, lav social klasse, kriminalitet eller psykisk sygdom hos forældrene medvirker til udviklingen af ADHD. Det er faktorer som påvirker alle børns udvikling, men det er ikke specifikt forbundet med ADHD. Citat slut.


Tvillingestudier viser stor arvelighed? Det bedste bud er arv og miljø? Hos adoptivbørn findes ADHD i højere grad? Psykosociale forhold kan ikke påvises at have indflydelse?!!!


Alternativ påstand.

Tvillinger vokser op i en disharmonisk/dysfunktionel familie, hvor hverdagen består af meget stress eller fravær fra forældrene. Tvillingerne er begge udsat for den samme mænge stress, så derfor må chancerne også her være 80-90 % for, at de begge oplever det samme.

Når adoptivforældre står i en situation, hvor de skal af med deres eget barn og aldrig skal se det barn igen, så er det jo ikke raketvidenskab at regne ud, hvor stressede de forældre er, og har det. Forældre, som opgiver deres barn til adoption, er ofte forældre som er fattige, ekstremt udsatte og i situationer i deres liv, hvor der er meget stress omkring dem. Altså miljøet.

Foreningen skriver! Man har ikke kunne påvise en sammenhæng mellem, lav social klasse, kriminalitet, eller psykisk sygdom hos forældrene. Men de omtalte miljøer er udsat for massiv stress 24/7. Og hvorfor skulle det ikke ha’ betydning, om man bliver diagnostiseret med ADHD, men kun med andre ting? Foreningens bedste bud er arv og miljø, men hvori ligger den genetiske arvelighed? Det er tankevækkende, at de fleste børn, eller forældre med diagnosen, alle kommer fra hjem med disharmoni, hvor stress er massivt tilstede. Måske er der udviklet et specielt gen, som kun muterer i disharmoniske familier med stor stress? 

 

Ro, regelmæssighed og renlighed. Et gammelt mundhæld, som mange i dag måske ikke kender. Men det var tidligere noget, der var trygt for barnet.


I dag taler vi meget om, at børn har brug for ro. Men hvem skal gi’ dem den ro? Urolige forældre, urolige jævnaldrene, urolige samfund, urolige film, urolige nyheder? 

Der er UROLIGHEDER overalt. Svaret ligger i, at forældrene og andre voksne skal finde sig selv, og forstå hvem de er. På den måde kan de udstråle en tryghed og tillid, som barnet har brug for. Fuldstændigt som andre pattedyr i naturen, der bruger deres instinkt, mens vi mennesker til stadighed køber info og læser om, hvordan vi skal agere, selvom vi har gjort netop det i tusindvis af år. Børnene betaler prisen, for at bo i et moderne kapitalistisk samfund fyldt med alt andet end ro. Husk! Det kan aldrig være barnet, som er problemet. Ej heller forældrene. Men det er deres ansvar som de voksne, og samfundet må få øjnene op og hjælpe til. Målet må være at få børn til at agere, opføre sig, som børn, og ikke kun at reagere som børn.


Dybdegående coaching og terapi viser vejen.  

NOTE. Der findes ingen dokumentation for langtidseffekten eller skader, som medicinen medfører.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.

Denne hjemmeside anvender cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse. Læs mere